LANGELAND: 350.000 kroner. Så meget forlanger Sandie Hansen i erstatning, efter at Langeland Kommune forrige år tvangsanbragte hendes tvillingedrenge, oplyser 24syv.
- Mit ønske er, at kommunen, og særligt Tonni Hansen (Langelands borgmester, SF, red.), erkender, at de har begået alvorlige fejl. For mig og især mine børn har den uretmæssige adskillelse haft enorme konsekvenser, siger Sandie Hansen til 24syv.
Erstatningskravet er det første i en række af stævninger, der i den kommende tid vil lande på Langeland Kommunes bord. Det bekræfter advokat i sagerne, Jeanette Gjørret fra Stage Advokatfirma.
Som tidligere omtalt fik Sandie Hansen i december drengene hjem, samtidig med at Ankestyrelsen krævede, at kommunen gennemgik samtlige anbringelsessager fra de seneste tre år. Allerede dengang bebudede moren et søgsmål.
I stævningen fremgår det, at der kræves en erstatning på 100.000 kroner til hver af Sandie Hansens sønner og 150.000 kroner i erstatning til Sandie Hansen.
Åbne for forhandling
Advokat Jeanette Gjørret understreger, at hun og Sandie Hansen er åben for en forhandling med kommunen.
- Sandie Hansens største ønske er, at kommunen erkender den uretmæssige tvangsanbringelse og giver familien den hjælp, de nu har brug for, siger hun til 24syv.
Langeland Kommune bekræfter at have modtaget stævningen.
Hvorvidt det lykkes at vinde en sag mod Langeland Kommune er svært at vurdere, mener Kirsten Ketscher, professor emerita ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Hun kalder kommunens sagsbehandling for "amatøragtig":
- Denne sag er præget af mange virkelig grove fejl, der klart strider imod Menneskerettighedskonventionens artikel 6 (Ret til retfærdig rettergang). Derfor kan sagen meget vel ende ved med at blive indbragt for Menneskerettighedsdomstolen, hvis de for eksempel ikke vinder sagen i første omgang, siger hun til 24syv.
Ifølge 24syv har borgmester Tonni Hansen (SF), kommunaldirektør Jani Lis Hansen og Borger- Social og Arbejdsmarkedschef, Torben Lønberg ingen kommentarer til sagen.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.