MIDTJYLLAND: Motion har mange positive gevinster, og kan være med til at forebygge sygdomme og forbedre sundheden. Derfor har konceptet 'Motion på recept' stor succes til borgere med en diagnose. Men der findes ingen dokumentation på tilbuddet anvendt til psykisk sårbare borgere, og det skal der laves om på.
Regionshospitalet Randers og Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs kommuner skal nu med et nyt EU-projekt måle effekten af motion på recept frem for medicin på recept til de psykisk sårbare, oplyser Region Midtjylland.
I tre år vil kommunerne derfor tilbyde motion som alternativ til eller i stedet for medicinck behandling som en del af et europæisk projekt, hvor blandt andre Sverige og Belgien også deltager.
Andre muligheder end medicin
Projektet skal gennemføres i samarbejde med både DGI og kommunale idrætsforeninger, og det skal være med til at dokumentere effekten af motion. Regionens formand for psykiatri og social, Jacob Klærke (SF), glæder sig til at følge resultaterne.
- En af vejene til en bedre psykiatri er et tæt samarbejde mellem
region, kommuner og praktiserende læger, og at vi udvider vores
behandlingsmuligheder ud over medicin. I dette projekt gør vi begge
ting, siger han.
Også i Favrskov Kommune skaber projektet begejstring, og det er et felt med stort potentiale, da det udover at forebygge traditionelle livsstilsygdomme også kan styrke sociale kompetencer og relationer.
- Det kan ligeledes bidrage til, at patienterne kommer godt tilbage til hverdagen. Vi ser frem til at komme i gang og håber, at vores borgere tager godt imod vores tilbud, siger Kate Bøgh, social- og sundhedsdirektør i Favrskov Kommune.
Resultaterne skal indgå i en international rapport, når projektet slutter om tre år, og bidrage til WHO's handlingsplan for forebyggelse og kontrol af ikke-smitsomme sygdomme.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.