
ESBJERG: Når dialogen mellem plejepersonale og pårørende går i hårdknude, rammer det ikke kun de ældre, men også arbejdsmiljøet for medarbejderne.
Det viser en ny undersøgelse fra Tænketanken Mandag Morgen, som har kortlagt samarbejdet på tre plejehjem i Esbjerg Kommune. Undersøgelsen er bestilt af kommunens Sundheds- og Omsorgsudvalg efter en række kritiske mediehistorier om bl.a. rengøring og kost på plejehjemmene.
Undersøgelsen bygger på interviews med både pårørende, ansatte og ledere, og den viser, hvordan samarbejdet ofte præges af gensidige frustrationer.
Medarbejderne fortæller, at de føler sig fagligt handlingslammede og undgår dialogen af frygt for at blive omtalt kritisk i medierne. Omvendt beskriver pårørende en følelse af magtesløshed - og ser medierne som sidste udvej.
Fem dilemmaer og et behov for handling
Rapporten identificerer fem centrale dilemmaer, der spænder ben for samarbejdet. Det handler blandt andet om, hvordan man afstemmer forventninger, hvordan pårørende bedst støttes, og hvad man stiller op, når deres ønsker ligger uden for det ledelsesmæssige handlerum.
Formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen (S), er glad for, at forholdet mellem de pårørende og ansatte er blevet undersøgt nærmere.
- Jeg synes for så vidt, at alle de rejste dilemmaer er væsentlige at få set nærmere på og finde gode løsninger på. Men jeg synes, at hjælp og støtte til de pårørende i den ofte meget svære situation, de står i, må være en af de ting, der påkræver lidt ekstra opmærksomhed, siger hun til DK Nyt.
Hun peger blandt andet på, at et kompetenceløft blandt medarbejderne kan være en vej frem. Ikke fordi personalet ikke forsøger, men fordi kommunikationen ikke altid lykkes i praksis.
- Jeg tror ofte, udfordringerne opstår, fordi vi ikke taler samme sprog, eller ikke får oversat det, vi gør, til et borgernært sprog. Derfor tænker jeg, at et kompetenceløft kan være en del af løsningen, siger hun og fortsætter:
- Det er jo ikke, fordi vores personale ikke forsøger at støtte og vejlede, men måske er indsatsen ikke altid fyldestgørende, og måske lykkes vi ikke altid med at gøre opmærksom på de tilbud kommunen har til de pårørende.
De fem dilemmaer
Undersøgelsen bygger på 25 interviews med beboere, ansatte og pårørende på tre af kommunens plejehjem, og derefter interviews med de 13 lederne fra de øvrige plejehjem. På den baggrund identificerer Tænketanken Mandag Morgen fem centrale dilemmaer, som det er afgørende at håndtere, hvis samarbejdet med de pårørende ikke skal køre af sporet:
1. Hvordan kan vi støtte den pårørende, der er i en sårbar situation?
2. Hvordan har man en god dialog om forventninger?
3. Hvordan fremstår personale og ledelse imødekommende og tilgængelige i en travl hverdag?
4. Hvad gør man, når der er forskelligt syn på beboerens tilstand?
5. Hvad gør man, når pårørendes forventninger ligger på kanten af ledelsens handlerum?
Medarbejdere føler sig truet
Undersøgelsen viser, at kritikken fra pårørende påvirker både medarbejdere og ledere markant. Mange ansatte beskriver en følelse af faglig afmagt, mens ledere oplever trusler om omtale i medierne.
- For medarbejdere og ledere har det stor betydning, når de får kritik fra pårørende. De beskriver, hvordan de nogen gange føler sig fagligt handlingslammede, og langt de fleste ledere har oplevet at blive truet med medierne. Så den hårde tone, som i virkeligheden kan være udtryk for pårørendes afmagt, har store konsekvenser, siger Dorit Wahl-Brink, seniorrådgiver i Tænketanken Mandag Morgen.
Men det er tilsvarende svært at være pårørende, "og svært at se sin kære forfalde", supplerer hun:
- Og selvom plejehjemmene gør meget for, at hverken borgerne eller de pårørende skal føle, at de bare er en brik i et puslespil, så er der rammer, som kan være svære at komme udenom.
Et af de fund, der overraskede May-Britt Andrea Andersen mest, var, at flere pårørende ikke kan huske, at der har været en indflytningssamtale - en samtale, der ellers skal sikre god forventningsafstemning fra begyndelsen.
- Det siger noget om, hvor påvirket man kan være som pårørende i situationen. Og det bekræfter mig i, at der er behov for mere tydelig kommunikation og støtte, siger hun.
Udvalget har nu bedt forvaltningen komme med forslag til, hvordan dialogen og samarbejdet med de pårørende kan styrkes.
Resultaterne af undersøgelsen præsenteres officielt på et udvalgsmøde i kommunen 16. juni, og til september inviteres ledere, tillidsrepræsentanter og andre fagpersoner til et fælles læringsrum med fokus på de faglige erfaringer fra undersøgelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.