Skal der nedsættes et ekspertudvalg til at højne vidensgrundlaget i forbindelse med regeringernes ønske om at nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen?
Ja, mener de fem aktører Dansk Socialrådgiverforening, HK Kommunal, KL, DA og 3F. De deltog alle torsdag eftermiddag i en debat til tænketanken Ceveas konference ’Hvad skal erstatte jobcentrene?'
Omdrejningspunktet for debatten var, at regeringen i sit regeringsgrundlag ønsker at sætte den enkelte ledige i centrum og give frihed til dem, der kan selv, uden at gå på kompromis med jobfokus. Regeringen vil nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen, så udgifterne hertil reduceres med 3 mia. kr. i 2030. Det skal ske ved at nedlægge jobcentrene.
Men hvordan det skal lykkes, og hvad der skal komme i stedet, er regeringen endnu ikke kommet med bud på.
- Der er ikke i orden, at man ikke fortæller, hvad der så skal sættes i stedet for. Der har simpelthen været rungende tavshed, og borgerne eller opgaverne forsvinder jo ikke, sagde Pia Lund Jeppesen, næstformand i HK Kommunal og tilføjede:
- I den forbindelse kunne det være rigtigt klogt at nedsætte et ekspertudvalg, for vidensniveauet er overraskende lav - ja, nærmest ikke eksisterende - og det er deprimerende.
Færre og enklere restriktioner
Udover at parterne kunne erklære sig enige om, at der er behov for et ekspertudvalg, så mener de også, at der er behov for færre og enklere regler omkring de eksisterende sanktioner, der kan ramme borgerne på nuværende tidspunkt.
- Selvfølgelig skal man kigge på det, sagde forbundssekretær i 3F Søren Heisel.
Men her stoppede den brede enighed så også. Dansk Arbejdsgiverforening foreslår, at man indfører automatsanktioner til dem, der er arbejdsparate. Det vil sige, at søger man ikke arbejde i en måned, man er meldt ledig og arbejdsparat, så får man pr. automatik en sanktion.
- Det et problem, at vi har en del arbejdsparate, der ikke søger job, og der er et større behov for enkelthed omkring sanktioner, sagde Erik E. Simonsen, vicedirektør for området Beskæftigelse og arbejdskraft i Dansk Arbejdsgiverforening.
Trusler eller tillid
Forslaget mødte stor modstand hos flere af aktørerne.
- Der er en grundantagelse, der er helt forkert. Man tror, folk skal straffes og trues til at ændre deres livsvilkår. Men hvad er det, der får en til at forandre sine livsvilkår, det er ikke trusler og frygt. Det kræver krav, tillid og forventninger, sagde Signe Færch, forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening.
Hos 3F mener de, at forslaget er helt i modstrid med det danske retssamfund.
- Vi lever i et retssamfund, og så er det forkert at tage pengene fra borgerne, uden at deres sag bliver kigget igennem. De automatiske sanktioner piller penge fra folk, og det, synes jeg, ikke er skidesmart. Der skal selvfølgelig være sanktioner, hvis folk nægter at arbejde, og her har vi altså også nogle af de hårdeste sanktioner i verden, sagde Søren Heisel.
Samtidig slår han fast, at der er behov for et system i to spor: Ét for dem, der “kan selv” og står på spring til et nyt job. Og ét for dem, der har mere behov for hjælp.
- Arbejdsmarkedspolitikken skal tilbage til sin grundform. Lige nu er der for meget bureaukrati og kontrol i dag. Vi vil gerne have fokus tilbage på de ledige og give dem nogle rettigheder. Vi skal også have fokus på virksomhedernes efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft, siger forbundssekretær i 3F, Søren Heisel.
Brug for mere tillid
Og netop bureaukratiet og kontrollen er løbet løbsk, slog parterne fast til torsdagens debat.
- Vi arbejder i for høj grad i et system, der ikke er godt nok. Der bliver lavet meget godt arbejde i jobcentrene, men det er tit på trods. Vi skal bruge meget krudt på at finde mening på trods af de regler, vi skal følge, sagde Signe Færch og blev suppleret af Pia Lund Jeppesen:
-Det vigtigste er tillid. Vi skal have tillid til, at langt de fleste borgere gerne vil arbejde, og lige nu bliver de mødt af nogle dokumenter, hvor der står, hvad de skal levere, og hvis man ikke gør det, så er der konsekvenser og sanktioner.
- De giver de fleste et ubehag ved at træde ind i et jobcenter, og det er en skidt start. Det skal ikke være anderledes at komme i jobcentret som på et andet forvaltningssted i kommunen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.