
En ny pulje på tre millioner kroner skal gøre det lettere for grønlændere i Danmark at få et job - 3 mio. kr. i 2024 og 1 mio. kr. i 2025. Det er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der udvælger, hvilke kommuner der får del i puljen. For selvom man som grønlænder er klar til et arbejde eller en uddannelse, så tyder noget på, at der ikke er en lige vej til beskæftigelse. Det skriver DR.
I Danmark bor der lige knap 17.000 grønlændere. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at kun 33 pct. af grønlænderne i Danmark i aldersgruppen 25-50 år er i beskæftigelse mod 76 pct. af den øvrige befolkning i samme aldersgruppe. Tallene er fra 2018.
Styrelsen udvælger kommunerne på baggrund af, hvor mange grønlændere der er bosat i de forskellige kommuner, og hvilke konkrete tiltag kommunen vil sætte i gang. Tiltagene kan blandt andet være danskundervisning, ekstra sagsbehandlere eller kurser, der kan styrke borgerens jobmuligheder. Det er Aaja Chemnitz, der er folketingsmedlem for partiet Inuit Ataqatigiit, der har taget initiativ til den nye pulje.
Esbjerg er en af de kommuner, der søger puljen. Tal viser nemlig, at over halvdelen af de grønlændere, der er klar til uddannelse eller arbejde, stadig er ledige. Formand for social- og arbejdsmarkedsudvalget Jakob Lykke (S) håber, at midlerne kan gøre, at kommunen kan starte nogle mere effektive indsatser.
Det forventes at kunne give tilskud til 3-4 kommuner. Det betyder, at hver kommune kan få mellem 750.000 og 1 million kroner.
Puljen for en styrket beskæftigelsesindsats for ledige grønlændere i Danmark har ansøgningsfrist d. 20. november 2024.
lgn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.