MIDTJYLLAND: For et år siden fik hovedstaden en sociolance, og nu indfører Region Midtjylland det samme.
Nogle borgere ringer 1-1-2 så ofte, at de næsten bliver 'kendte ansigter' i vagtcentralen. Erfaringen er, at 10-15 af de 150-250 daglige opkald til 112 er fra borgere med så komplekse sociale problemer, at der er brug for en særlig indsats.
- Typisk oplever en sådan borger selv at have alvorlige problemer, eller andre borgere vurderer, at vedkommende er i en kritisk tilstand. Men når der bliver sendt en ambulance, viser det sig ofte, at borgeren ganske vist har sundhedsmæssige problemer, men de er ikke akutte eller nødvendigvis alvorlige. Der er oftest også sociale og psykisk problemer, som de har brug for hjælp til, men det er ikke en ambulance, der er løsningen. Derfor skal vi i gang med at udvikle nye og mere intensive indsatser på tværs af sundhedsvæsenet og kommunerne, siger Trine Agerskov, oversygeplejerske i AMK-vagtcentralen.
Råb om hjælp
- Grundlæggende ringer disse borgere jo med et råb om hjælp, som skal tages alvorligt. Men vi tror de kan hjælpes bedre, end vi har mulighed for i det nuværende set-up, som er gearet til akut livstruende sygdom eller alvorlig tilskadekomst, siger Trine Agerskov.
Derfor har man nu ansat en socialrådgiver som brobygger, der skal søge nye veje til at hjælpe de udsatte borgere, der ikke får den rette hjælp i dag. Bl.a. skal hun styrke samarbejdet med kommunerne. Målet er - ud over at hjælpe den enkelte borger - at få beskrevet udfordringerne og tegne konturerne til bedre løsninger. Helt konkret kan de sundhedsfaglige medarbejdere nu med borgerens accept give opkaldet videre til brobyggeren.
- For så sårbare borgere, der ofte har langvarige og svære udfordringer at slås med, er der sjældent hverken hurtige eller enkle løsninger. Jeg skal forsøge at hjælpe dem ved at skabe kontakt til de rette steder i kommunen eller sundhedsvæsenet, fortæller socialrådgiver Mai-Britt Nielsen, som allerede har været på de første ture med sociolancen.
Fire kommuner med fra start
Aarhus, Silkeborg, Horsens og Syddjurs deltager som de første kommuner i projektet med kontaktpersoner, men borgere fra hele Region Midtjylland kan allerede nu få glæde af hjælpen. Håbet er, at alle regionens kommuner på sigt bliver en aktiv del af indsatsen.
Disse borgere har ifølge regionen typisk brug for anden hjælp end ambulance:
- Hjemløse, der har behov for mad og husly
- Borgere med alkoholproblemer
- Angstramte, der har brug for psykologisk hjælp
- Meget ensomme, der har brug for én at tale med
- Demensramte, der har brug for tryghed
- Socialt belastede familier.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.