Medarbejdere fra Afdeling for Røntgen og Skanning, Herlev og Gentofte Hospital kører ud til plejehjemmet med et mobilt røntgenapparat for at udføre røntgenundersøgelser af beboerne i deres vante omgivelser.
Herlev og Gentofte Hospital

Røntgen på hjul sparer sårbare ældre for tur på hospitalet

Region Hovedstaden lancerer en mobil røntgenenhed, som kører fra Herlev og Gentofte Hospital ud til sårbare ældre på plejehjem.
5. JAN 2026 10.55

HOVEDSTADEN: Region Hovedstaden har afsat midler til en mobil røntgenenhed, der kører ud til plejehjem og udfører røntgenundersøgelser hos ældre og særligt sårbare borgere. Ordningen skal skåne beboerne for belastende transporter til hospitalet, som kan forværre sygdom og udmatte de ældre.

- Transport til og fra hospitalet er for mange af vores ældste borgere på plejehjem en kraftanstrengelse, som kan medføre store gener og udmattelse for den ældre, og som i værste fald kan forværre sygdommen. Nu prøver vi den mobile røntgenenhed af og lader nogle af vores radiografer komme ud og tilbyde de ældre røntgen i trygge og velkendte rammer på plejehjemmet, siger regionsrådsmedlem Anja Kjeldgaard Rosengreen (SF).

Den mobile røntgenenhed startede op på Herlev og Gentofte Hospital 6. oktober 2025 og har frem til 8. december 2025 udført 56 undersøgelser på 48 borgere på i alt 16 plejehjem.

Ifølge cheflæge Christina Kinnander fra Afdeling for Røntgen og Skanning giver ordningen både mulighed for tidligere undersøgelser og for at undgå unødige indlæggelser: 

- Det er vigtigt at kunne stille en diagnose, men også at kunne udelukke et brud og dermed undgå en indlæggelse, og i stedet få igangsat en smertebehandling hurtigst muligt, siger hun. 

Ordningen gælder i første omgang borgere i området omkring Herlev og Gentofte Hospital og omfatter røntgenundersøgelser af knogler eller thorax (red. hjerte og lunger) på plejehjem.

Region Hovedstaden har afsat 0,9 mio. kr. i 2025 til opstart og 1,5 mio. kr. årligt fra 2026, og ordningen skal evalueres i foråret, før det besluttes, om den udbredes yderligere.

ap

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/roentgen-paa-hjul-sparer-saarbare-aeldre-for-tur-paa-hospitalet

GDPR