dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Sæsonen er slut for Corona Campings beboere
Når campingsæsonen slutter den 1. november, er der igen lagt op til tovtrækkeri mellem Corona Camping og Køge Kommune. 75-80 helårsbeboere er stridens kerne.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Køge strammer skruen:
Sæsonen er slut for Corona Campings beboere

I foråret stadfæstede Planklagenævnet kommunens påbud mod helårsbeboelse, og nu hvor campingsæsonen slutter, vil kommunen håndhæve afgørelsen.
19. OKT 2023 13.55

KØGE: Med udgangen af oktober slutter campingsæsonen og dermed også tilladelsen til overnatning for beboerne på Corona Camping i Køge, og kommunens Klima- og planudvalg vil have tilsyn på pladsen først i november. Det fremgår af referatet fra det seneste udvalgsmøde.

Dermed er der udsigt for de 75-80 fastliggere, hvoraf flere er udsatte borgere, til at blive forvist fra campingpladsen. I en mangeårig tvist med kommunen har campingpladsen ladet beboerne bo på stedet hele året.

I november 2022 stadfæstede Planklagenævnet kommunens påbud mod helårsbeboelse med en frist til februar 2023. Kommunen politianmeldte pladsen, men først den 1. marts, hvor campingsæsonen startede, og beboerne dermed kunne blive sæsonen ud. Den 1. november slutter sæsonen.

- De må ikke have vinterbeboelse, og der er nogle regler, og dem skal de overholde. Vi har derfor bedt forvaltningen om at tjekke, om de overholder reglerne og påbuddet fra i foråret, siger næstformand i klima- og planudvalget Erik Swiatek (S) til TV 2 Kosmopol.

Manglende dialog

Campingpladsens advokat Knud Foldschack kalder i kanalen hele forløbet for utilstedeligt og siger, at dialogen med kommunen har været fraværende.

- Jeg har prøvet i to år at få en dialog, og jeg har kun fået ét møde på de to år. Der har været aftalt fire møder, som er blevet aflyst. Nu er der aftalt et nyt møde i næste uge, og så må vi se. Jeg kan se et mønster, og at de kun vil have mødet nu, fordi det nærmer sig skæringsdatoen 1. november, siger han.

En campingplads kan almindeligvis benyttes til vintercampering af kortere varighed op til mellem 15 og 20 dage. Den mulighed kan kommunen fjerne, og på et nyt udvalgsmøde 30. november skal en mulig tilbagekaldelse af vintercamperingen behandles.

At der i forvejen er en tilladelse til vintercampering er en forudsætning for, at en kommune kan udvide denne i henhold til en forsøgsordning for udvidet vintercampering, der blev vedtaget i Folketinget i april.

Forsøgsordningen betyder, at fem pct. af enhederne på en campingplads kan benyttes til helårscampering, og kommunerne kan tillade udvidet vintercamping i to sæsoner. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.