dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Frederikshavn var passiv og taber retssag:
Skal betale næsten 10 mio. til Aalborg

Ifølge landsretten forholdt Frederikshavn sig passivt, og skal derfor betale anbringelsesudgifterne for en families børn, der flyttede til Aalborg. Familien var fra tidligere kendt af Frederikshavn Kommune.

FREDERIKSHAVN: Næsten 10 mio. kr. koster det Frederikshavn Kommune, efter at kommunen har tabt en retssag mod Aalborg Kommune ved Vestre Landsret. Sagen drejer sig om uenigheder om finansieringen af anbringelsesudgifterne for en families børn. Familien har flere gange flyttet mellem Frederikshavn og Brønderslev, inden de til sidste endte i Aalborg.

Der blev afsagt dom i slutningen af august, og sagen har desuden været forbi Ankestyrelsen og Byretten, hvor Frederikshavn tabte begge gange. Byrettens dom er blevet stadfæstet, og derfor skal Frederikshavn betale Aalborg Kommunes udgifter til anbringelserne af børnene samt Aalborgs sagsomkostninger. 

Familien flyttede mellem kommuner

Ifølge domsudskriftet fra Vestre Landsret flyttede familien fra Frederikshavn til Brønderslev i 2015, hvor der i familiebehandlingen blev noteret, at behandlingen var afsluttet, da der ikke var bekymring for børnene. Familien havde tidligere været i behandling i Frederikshavn.

Brønderslev modtog en underretning fra Frederikshavn, der foreslog en familiesag, og Brønderslev noterede efter modtagelsen, at det fremgik, at der havde været iværksat en intensiv familiebehandling, som var stoppet, da formålet var opnået.

Senere samme år fik Brønderslev flere underretninger om dårlige forhold i familien og fulgte op på underretningerne. Familien flyttede tilbage til Frederikshavn i 2017, hvor kommunen modtog alle sagsakter fra Brønderslev. 

Familien flyttede så til Aalborg i starten af september 2017, hvor Aalborg først modtog underretning fra Frederikshavn senere samme måned. Det blev vurderet af Aalborg, at underretningen ikke var akut, men dog så bekymrende at der hurtigst muligt skulle foretages en vurdering af børnenes behov for støtte. Aalborg vurderede herefter, at anbringelse uden for hjemmet skulle vurderes, og i oktober 2017 accepterede familien, at børnene blev anbragt på en børneinstitution, efter en faglig vurdering af kommunen. 

Frederikshavn havde forbeholdt sig for passivt

Ifølge landsrettens vurdering, var Frederikshavn fuldt ud bekendt med, at resultatet af deres tidligere behandling i 2015 inden flytningen til Brønderslev ikke var mulig at opretholde. Derudover var Frederikshavn også bekendt med, at det ikke var lykkedes for Brønderslev at skabe vedvarende stabilie forhold i hjemmet. Derfor var Frederikshavn klar over, at der var tale om så bekymrende og belastende forhold for børnene i familien, at fortsættelse af den hidtidige behandling ikke var tilstrækkelig.

Landsretten tiltrådte derfor det, som byretten dømte, at Frederikshavn havde forbeholdt sig passiv i sådan et omfang, at Aalborg har ret til den krævede refusion. 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.