LANGELAND: På baggrund af 24syvs afsløringer om systematiske sagsbehandlingsfejl, angivelige lovbrud og potentielt embedsmisbrug i Langeland Kommune, har Nye Borgerliges Mette Thiesen nu indkaldt social- og ældreminister Astrid Krag (S) til samråd om sagen.
- Det er grotesk, at en myndighed kan begå så grove fejl i sager, hvor forældre får taget deres børn fra sig. Jeg vil bede ministeren redegøre for, hvordan regeringen vil sikre, at det her ikke kan ske i fremtiden, siger Mette Thiesen til Reporterne på 24syv.
Over de seneste uger har 24syv afsløret, hvad der fremstår en række lovbrud i børnesager i Langelands Kommune, hvor forældre blandt andet har fået skrevet opdigtede psykiske diagnoser og fiktive notater ind i deres journaler. I ét tilfælde har børn- og ungechefen i kommunen ifølge radiostationen begået lovbrud i en børnesag ved at videregive fortrolige oplysninger til familiens nabo.
Om igen
Borgmester i Langeland Kommune, Tonni Hansen (SF) fastholder, at han har fuld tillid til sin forvaltning. Dog mener flere af hans kolleger i byrådet, at de fejlbehæftede sager nu skal gå om. Formanden for Børne- Skoleudvalget Søren Ramsing (R) har udtalt, at han ønsker at få 60 tvangsanbringelsessager genbehandlet.
Han møder nu opbakning fra sine kolleger på Christiansborg. Socialordfører for Radikale Venstre, Christina Thorholm og socialordfører for Venstre, Marlene Ambo-Rasmussen mener også, at Langeland Kommune bør lade sagerne gå om.
- Det er helt afgørende for borgernes retssikkerhed, at en myndighed overholder lovgivningen. Hvis en kommune begår lovbrud som dem, der er sket her, så har de et ansvar for selv at rette op på fejlene, siger Marlene Ambo-Rasmussen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.