Roskilde er en af de kommuner, der har skaffet flest syriske flygtninge i job. Syv ud af ti af de mandlige syriske flygtninge, der kom til kommunen under flygtningekrisen i 2015, var i job den 1. januar i år, skriver Kristeligt Dagblad.
Sammen med Varde, Struer, Ringkøbing-Skjern og Køge hører Roskilde dermed til de fem kommuner, der har flest syriske flygtninge i arbejde. Modsat har Svendborg, Nordfyns Kommune, Frederikshavn og Assens sværest ved at få de syriske flygtninge i job. I disse kommuner er kun omkring hver tredje af de syriske flygtninge, der ankom for fem år siden, i arbejde.
Det viser en analyse fra den private tænketank Danmarks Videnscenter for Integration, skriver Kristeligt Dagblad.
- Vi kender ikke de præcise årsager, men når forskellene er så markante, må en af forklaringerne være, at der er forskel på kommunernes indsats. I nogle kommuner er der meget fokus på at få flygtninge tidligt ud på arbejdsmarkedet, hvor andre har fokus på opkvalificering, der ikke nødvendigvis fører til et job. Det er vigtigt, at lokalpolitikere fra kommuner med dårlige resultater er opmærksomme på at gøre noget, så resultaterne bliver bedre, siger Rasmus Brygger, der er stifter af Danmarks Videnscenter for Integration.
Lær af hinanden
Konstitueret direktør Jes Vissing Tiedemann i Foreningen Nydansker, der hjælper nydanskere med integration på arbejdsmarkedet, er heller ikke i tvivl om, at der er stor forskel på den kommunale jobindsats i forhold til flygtninge.
- Det var en stor udfordring, da kommunerne i 2015 pludselig skulle modtage flere hundrede flygtninge, og der er ingen tvivl om, at integrationsindsatsen har været forskellig. Der er brug for, at kommunerne lærer af hinanden i forhold til de indsatser, der virker, siger Jes Vissing Tiedemann.
Han understreger samtidig, at integrationsindsatsen har fået et markant løft efter 2016, hvor flygtninge som noget nyt hurtigst muligt skulle ud på en dansk arbejdsplads.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.