
STRUER: Struer Kommune har besluttet ikke at anke en dom fra 14. april, hvor Retten i Holstebro gav en kvinde medhold og idømte kommunen at betale 250.000 kr. i godtgørelse til borgeren, der voksede op under omsorgssvigt uden at kommunen greb ind, trods gentagne advarsler fra fagpersoner.
Velfærdsdirektør Lotte Junker Pedersen bekræfter beslutningen over for DK Nyt:
- Vi har orienteret os i dommen, og vores vurdering er, at det er en meget konkret afgørelse, som forholder sig til sagens konkrete omstændigheder. Det var en anden tid, det er 40 år siden. Vi accepterer dommen og er indstillet på at sætte punktum her, siger hun.
Betyder det, at I anerkender, at kommunen svigtede?
- Vi accepterer det, som borgeren nedlagde påstand om - blandt andet, at kommunen var for langmodig, siger hun og understreger, at kommunen har "stor sympati for borgeren".
Kvinden sagsøgte kommunen for at overtræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, da den lod hende vokse op under ringe forhold trods flere bekymrede henvendelser og underretninger fra blandt andet pædagoger for 40 år siden.
Ifølge Dagbladet Holstebro voksede kvinden op med vold og misrøgt og med en mor, der var afhængig af narkotika, indtil datteren blev tvangsfjernet og kom i plejefamilie i en alder af fire.
- Jeg skulle have været tvangsfjernet. Ligesom min storebror blev det, sagde hun til mediet forud for dommen, der også kan fortælle, at kvinden som 19-årig var afhængig af rygeheroin.
I dag er hun førtidspensionist med begrundelsen "omsorgssvigt i barndommen".
Borgere kan fortsat have tillid til systemet
Selvom dommen hører en anden tid til, sætter den stadig spørgsmålstegn ved tilliden til systemet. Alligevel fastholder velfærdsdirektøren, at borgerne i Struer kan være trygge:
- Ja, man kan godt have tillid til systemet i Struer i dag, siger hun.
Har sagen ført til konkrete ændringer i jeres praksis eller drøftelser herom?
- Det er svært at sige, da vi har en anden lovgivning i dag, siger Lotte Junker Pedersen.
Hun understreger samtidig, at der i dag arbejdes efter en anden lovgivning med større fokus på barnets tarv, og at tvangsanbringelser altid bliver vurderet individuelt.
- Der er ulykkelige omstændigheder forbundet med de fleste tvangssager, men jeg har tillid til, at vores medarbejdere løfter opgaven i dag, siger Lotte Junker Pedersen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.