STRUER: Mandag har retten i Holstebro givet en borger medhold i en sag og dømt Struer Kommune for grov forsømmelighed. Det skriver Dagbladet Holstebro Struer. Kommunen skal nu betale kvinden 250.000 kroner i godtgørelse, medmindre den vælger at anke sagen.
Kvinden sagsøgte kommunen for at overtræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, da den lod hende vokse op under ringe forhold trods flere bekymrede henvendelser og underretninger fra blandt andet pædagoger. Kvinden optræder anonymt i avisen af hensyn til hendes søn.
Direktør for Børn og Familier i Struer Kommune, Lotte Junker Pedersen, fortæller til mediet, at hun og juristerne endnu ikke har sat sig ind i dommen og drøftet den. Kommunen har fire uger til at afgøre, om den vil anke sagen.
- Jeg er sur og vred over det, jeg har været udsat for. De voksne skal passe på børnene. Kan de ikke det, så må myndighederne gribe ind. Alle advarselslamper blinkede, men Struer Kommune gjorde intet, sagde kvinden til Dagbladet Holstebro-Struer forud for dommen.
Ifølge mediet voksede kvinden op med vold og misrøgt og med en mor, der var afhængig af narkotika, indtil datteren blev tvangsfjernet og kom i plejefamilie i en alder af fire.
- Jeg skulle have været tvangsfjernet. Ligesom min storebror blev det, sagde hun til mediet, der også kan fortælle, at kvinden som 19-årig var afhængig af rygeheroin.
I dag er hun førtidspensionist med begrundelsen "omsorgssvigt i barndommen".
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.