DK Nyt
DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Studie: Markant flere smittede blandt udsatte og i ghettoer
17,3 pct. af beboerne i 13 udsatte boligområder havde antistoffer mod corona i januar. Her to smitteopsporere på arbejde i Vollsmose.
Foto: Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix

Studie: Markant flere smittede blandt udsatte og i ghettoer

Prostituerede, hjemløse og ikke mindst beboere i udsatte boligområder bliver oftere smittet, selvom langt de fleste følger corona-anbefalinger, viser dansk studie.
19. MAJ 2021 10.10
TEMA: Corona

Mønsteret har været tydeligt, og nu er det også bekræftet af forskning: Coronavirus har hærget langt mere i udsatte boligområder end i befolkningen som helhed.

Forskerne bag "Vi tester Danmark" indsamlede i januar data i 13 udsatte boligområder, blandt andet Gellerupparken, Vollsmose og Mjølnerparken. Det oplyser Statens Serum Institut, SSI.

13.279 personer deltog, og hele 17,3 pct. viste sig at have antistoffer mod corona, det vil sige, at de havde været smittet. 

Det er tre gange flere end i befolkningen som helhed og viser ifølge forskerne, at det at bo mange generationer i samme husstand og størrelsen af husstanden øger risikoen for at blive smittet.

- Et bemærkelsesværdigt fund var, at det så ud til, at mere end 98 pct. af deltagerne angav at følge Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger om at benytte maske, hyppig håndvask samt undgå håndtryk etc. Så forklaringen på, hvorfor der er så høj smitte, må findes et andet sted, siger professor og overlæge Kasper Iversen fra Herlev-Gentofte Hospital og Københavns Universitet.

Prostituerede og hjemløse

Forskergruppen har også indsamlet data fra 827 brugere og medarbejdere på herberger og væresteder tilbage i efteråret. Det studie viste, at 6,7 pct. havde antistoffer, hvilket var mere end dobbelt så mange som befolkningen som helhed på det tidspunkt. Særligt de prostituerede havde øget risiko.

- Studierne bekræfter, hvad vi havde frygtet. At udsatte grupper og folk, der bor i udsatte boligområder, er i øget risiko for at få covid-19. Det understreger vigtigheden af at have særlig fokus de steder, siger overlæge Robert Skov fra SSI.

De fleste kommuner, som har oplevet høje smittetal, har da også valgt at sætte særligt ind med information, testfaciliteter og opsøgende arbejde i socialt udsatte boligområder.

I pandemiens første måneder viste test blandt hjemløse, at de ikke i særlig høj grad var blevet smittet, men det har altså ændret sig. Blandt andet bredte smitten sig voldsomt blandt brugerne af Kirkens Korshærs varmestue i Holstebro for nogle uger siden.

De to studier er endnu ikke fagfællebedømt (peer-review), men kan læses af offentligheden.

Se studie om antistoffer blandt udsatte grupper her

Se studie om antistoffer i udsatte boligområder her

 ak