SVENDBORG: I uge 19 sætter flere kommuner fokus på beredskabet i anledning af, at det er den første nationale beredskabsuge. En af kommunerne er Svendborg, hvor beredskabsudvalget blandt andet har sat fokus på krisekommunikation til kommunens borgere.
- Med et trusselsbillede, der er ændret markant de senere år, vil vi gerne forebygge utryghed, blandt andet ved at sikre relevant information til alle borgere i kommunen. Vi er optaget af at forbedre modstandsdygtigheden i hele kommunen, så vi står bedst muligt rustet over for de trusler og risici, som desværre er blevet mere aktuelle end nogensinde, fortæller Dorthe Ullemose (DF), formand for Beredskabsudvalget.
Selvom det strukturelle arbejde foregår i kommunen, er fællesskab og forberedelse blandt borgerne lige så vigtigt for at sikre, at kommunen er godt rustet i tilfælde af en krise.
- Jo flere borgere der sørger for at have et hjemmeberedskab og derudover er opmærksomme på fx naboer og familie, der kunne have brug for hjælp, jo bedre er vi samlet forberedt i kommunen, siger hun.
Fokus på længerevarende kriser
Det er ikke kun de korte kriser, men også de længerevarende, som kommunen har øje for i sine tiltag med kommunikation til borgerne.
- I en tid, hvor ikke mindst vores digitale infrastruktur er udsat for trusler og potentielle risici, er det vigtigt at sikre kommunikationen ud til borgerne under et længerevarende nedbrud. Derfor vil vi tage initiativ til at indgå en aftale med Radio Diablo, som kan sende information via FM-båndet, når andre kanaler er utilgængelige, ligesom plejecentrene vil indgå som centrale informationspunkter, forklarer formanden.
I den kommende tid vil der blive stillet informationsfoldere frem på biblioteket, i Borgerservice og i Mobil Borgerservice.
Lokale fællesskaber skal inddrages
Information og kommunikation spiller også en væsentlig rolle i forhold til de lokale fællesskaber. Derfor inddrages en række råd og foreninger i at udbrede viden bredt i kommunen.
- I de kommende måneder vil jeg og resten af udvalget gå i dialog med lokalrådene og andre lokalt forankrede foreninger og organisationer for at finde ud af, hvordan vi bedst muligt får inddraget dem i det nære beredskab, siger Dorthe Ullemose og fortsætter:
- Fra både KL’s og andres side mærker vi klar opbakning til, at vi inddrager såvel erhvervsliv som civilsamfund tidligt i processen. På den måde sikrer vi gode samarbejder og kan skabe nogle rammer og aftaler, så alle gode kræfter forenes, hvis vi pludselig står i en krise. Så det er det, vi i udvalget prioriterer i den kommende tid.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.








