Til kamp for håndens arbejde

Mattias Tesfaye
Kloge hænder - et forsvar for håndværk og faglighed
Gyldendal
2013

Det er altid en befrielse at læse en bog af folk, der har skoene på, og som ved hvor de trykker. Mange skriver om 'virkeligheden', men rigtig mange har kun læst om den. Her er der en mand, der skriver om noget, han selv har oplevet på egen krop. Nemlig at han som håndværker har mistet både anerkendelse og prestige.

Afsættet for bogen er det prisbelønnede prestigeprojekt 8-tallet i Ørestaden. Fremragende arkitektur, men bygget af ufattelig dårlige materialer, og det præsterede håndværk er under al kritik . I Tesfayes optik hjælper det ikke meget, at man i Danmark kan vinde internationale arkitektpriser, hvis den håndværksmæssige udførsel er den rene elendighed.

I det hele taget forsøger Tesfaye hele bogen igennem at eksemplificere sine synspunkter, med egne erfaringer eller interview af forskellige videnspersoner. Det gøres faktisk ganske godt. Komplicerede problemstillinger bliver trukket ned i øjenhøjde, så de kan forstås af dem, som bogen er skrevet for.

Men hvad ved en murer for øvrigt om samfundsforhold?

Det er nu ikke så ganske lidt. Det viser bogen tydeligt. Tesfaye retter i denne bog mange velrettede, velplacerede og velargumenterede hug til samfundet stærkt stigende akademisering, og øgede bureaukratisering i form af overdreven registrering, nytteløse kontroller og eksplosiv vækst i de såkaldte evidensbaserede evalueringer.

Det skaber papir, papir, men meget ofte ingen værdi. Tvært om. Mange kontrolforanstaltninger, der måske giver god mening på et skrivebord langt væk fra produktionen, har efter Tesfayes opfattelse taget overhånd, og er ved at lægge både selvstændiggørelsen i arbejdet, kreativiteten i udførelsen og produktiviteten ned. Til stor skade for det som Danmark skal leve af i fremtiden:

Ikke flere kloge hoveder
'Danmarks store udfordring er ikke flere kloge hoveder, men flere kloge hænder' (s. 40). Hermed rammer han en stor pæl i den meget udbredte opfattelse, der findes hos flertallet af politikerne og de betydningsfulde meningsdannere. Nemlig, at Danmark kan overleve den internationale konkurrence ved at gøre landet til et videnssamfund, hvor 60 pct. af en ungdomsårgang får en videregående - typisk akademisk - uddannelse. Den går ikke, skriver Tesfaye, og noget tyder på, at han er ved at vinde gehør for sit synspunkt.

Hvis håndens arbejde ikke følger med i samme takt, skabes der en ubalance og manglende sammenhængskraft i samfundet. Hvis balancen mellem teori og praksis ikke opretholdes, forsvinder Danmarks internationale konkurrenceevne stille og roligt. For hvorom alting er, så er godt håndværk visdom i brug. I Tesfayes verdensbillede er teori og praksis ikke hinandens modsætninger, men på sæt og vis hinandens forudsætninger. Så der er på ingen måde tale om en slet skjult maskinstormerbog - tvært i mod, men et oprindeligt ønske om at sætte håndværksmæssig faglighed i højsæde.

Her trænger sig en ny værdikamp på. Den er nødvendig, hvis fagligheden og det gode håndværk ikke skal skylles ud med badevandet. Problemet for både samfundet og mennesket er, at hverken hænderne eller hovedet kan udvikle sig, hvis ikke de arbejder tæt sammen i gensidig respekt:

'Danmark har en lang tradition for at bygge bro mellem kreative hjerner og kloge hænder. Vores styrkeposition har netop været, at vi ikke tror på, at geniale idéer udvikles i et tårnkammer langt væk fra værkstedets larm og duften af materialer' (s. 102). Hvis Danmark skal overleve på længere sigt, er det nødvendigt både at få udviklet sine håndværksmæssige færdigheder og opnå en højere teknisk indsigt. Kun gennem denne samfundsmæssige paralleludvikling, kan de ønskede resultater opnås.

Ved siden af sømmet
Men bogen er også skrevet af lidt af en arbejderromantiker, hvor den ellers så velslående verbale hammer i visse tilfælde rammer helt ved siden af sømmet: 'Danmark er ikke en tung forskningsnation. Derfor er det konstante politiske fokus på øgede forskningsbevillinger forfejlet' (s 109). Heri har han givetvis ikke ret. Det løfter ikke håndværket, at udsulte forskningen. Løsningen må være, at man samtidig med de øgede bevillinger til forskningen ikke glemmer også at løfte bevillingerne til at udvikle håndværket. Den enes død, er ikke den andens brød. Der er ikke tale om et enten eller, men et både og.

Men Tesfaye har helt ret i, at Danmark for tiden er inde på en katastrofekurs, hvis man ikke som nation er i stand til rent erhvervsmæssigt at bygge bro mellem hovedet og hænderne. Det er nemlig vigtigt, at vi både som et videns- og produktionsland er i stand til at forbinde hånden og åndens arbejde (i ikke-religiøs forstand), så vi hurtigt kan omsætte viden til salgbar produktion. I den forbindelse får landet i høj grad brug for flere faglærte arbejdere. Både gennem nyuddannelser, men også ved at flere ufaglærte personer gennem en massiv offentligt finansieret efteruddannelse, opnår en faglært status.

Her fremdrager Tesfaye et kæmpeproblem. Håndværkets prestige og anerkendelse er på kraftig retur. Meget få ønsker at blive håndværkere i dagens Danmark, og forældrene til de unge fraråder ligefrem deres børn til at vælge en håndværkeruddannelse. Dermed bliver håndens arbejde talt ned under gulvbrædderne. Dette afspejler sig også i hvordan samfundet efterhånden har tilrettelagt ungdomsuddannelserne. Man ser i stigende grad, at den teoretiske viden om et emne bliver totalt adskilt fra den praktiske udførelse af håndværket. Det afspejler sig også på selve jobbet, hvor arbejdet ofte tilrettelægges af folk, der udelukkende har en boglig tilgang til arbejde. Håndværkernes egen tavse viden om materialer, anvendelse og konstruktioner inddrages sjælendt. Ja, den bliver nogle gange direkte ignoreret.

Social skraldeplads?
Det har også ført til, at andelen af unge, der har fået en håndværkermæssig uddannelse, er direkte faldende. I 2006 havde omkring 35 pct. af de unge en håndværkermæssig uddannelse. Denne andel var faldet til et godt stykke under 30 pct. i 2012. Det er dybt bekymrende al den stund, at det danske erhvervsliv er dybt afhængig af veluddannede tømrere, murere, it-teknikere og designere. I samme periode er andelen af unge, der har taget en akademisk uddannelse, steget fra 5 til 8 pct.

En væsentlig del af årsagen til denne kedelige udvikling, kan efter Tesfayes mening findes i en fejlslagen uddannelsespolitik - der kan føres helt tilbage til folkeskolen.

I folkeskolens udskolingsafsnit er der ikke rigtig fokus på sammenhængen mellem teknik og håndværk. Det er langt fra nok at bogligt svage drenge tilbydes lidt usammenhængende træhjemmesløjd. Faktum er, at folkeskolen i dag er fuldstændigt blottet for teknik og kreativitet i de ældste klasser. Dette inspirerer jo ikke ligefrem et ungt menneske til at søge mod en håndværkeruddannelse som led i sin karriereudvikling. Man vælger det sikre. Det man kender: Det boglige gymnasium.

Tesfaye påpeger også, at politikerne skal passe gevaldigt på, at erhvervsskolerne ikke udvikler sig til en social skraldeplads. Det er vigtigt at gøre sig klart, at en erhvervsskole ikke kan være et opsamlingssted for alle, der ikke har evner til andet. De sænker det faglige niveau på skolerne, og endnu værre, de forhindrer de unge der kan, i at modtage den undervisning, der kan dygtiggøre dem:

'En stor del af den manglende prestige omkring erhvervsuddannelserne skyldes, at skolerne er ved at udvikle sig til et socialpædagogisk tilbud for udsatte unge, for at samfundet kan leve op til den politiske målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse' (s. 154).

Arbejder-romantiker
Man kan vist ikke være uenig i synspunktet. Ingen ikke-uddannelsesparate skal kunne fylde op på erhvervsskolerne. De giver håndværket et dårligt ry og dermed en aftagende tiltrækningskraft som et godt og brugbart alternativ til en akademisk uddannelse.

Problemet er imidlertid, at ingen rigtig ved hvad man skal stille op med de personer, der ikke er uddannelsesparate. Men for Tesfaye er det i hvert tilfælde ikke rimeligt, at parkere dem på erhvervsskolerne. Det vil bare gøre ondt værre. Man skulle gå modsat: 'Det skulle gerne være sådan, at dygtige håndværkere drømte om at blive faglærere' (s. 155). Og det ville i den forbindelse heller ikke skade, at lønningerne for undervisere og ledelse på erhvervsskolerne i højere grad matchede det almene gymnasium. For at nå dertil mener Tesfaye, at erhvervsskolerne nødvendigvis må tilføres nogle af universiteternes forskningsmidler. Det er vist her, at arbejder-romantikeren ser forkert ned i sin murerspand.

Naturligvis skal erhvervsskolerne have både et fagligt og økonomisk løft for at kunne indfri fremtidens forventninger til gode håndværksuddannelser, men Tesfaye er tilsyneladende blind for, at universiteternes forskningsmidler faktisk er det ene blad i den saks, der udgør samhørigheden mellem hånden og åndens arbejde.

Tesfaye forslår, at politikerne opstiller en målsætning om, at 50 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en erhvervsuddannelse. Det lyder både rimeligt og perspektivrigt, især når man tænker på, at den faktiske andel i dag er kravlet ned under 30 procent.

Relevant indspark
Tesfaye redegør dog ikke for, hvordan det kan hænge sammen med, at politikerne i dag også har en ambition om, at 60 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse.

De to procentangivelser hænger ikke sammen, da det giver over 100 procent. Tænker Tesfaye på dobbeltuddannelser, og nedjustering af den akademiske uddannelsesambition, og hvor er de 15-20 pct. af den nuværende ungeårgang, der slet ikke får nogen uddannelse?

Det får man - vistnok - ikke noget svar på ved at læse bogen.

Tesfaye opfordrer flere stede i bogen til, at der påbegyndes en ny værdikamp. En der kan afløse Fogh-Rasmussens kamp mod ekspertvældet, der jo i bund og grund førte til en generel mistænksomhed over for faglighed. Den nye værdikamp burde handle om, at man stillede sig på faglighedens side imod akademisering og bureaukrati: 'Resultatet af denne værdikamp, der udkæmpes fra fag til fag, isoleret for offentligheden, vil afgøre Danmarks fremtid: et håndværkersamfund med stærk sammenhængskraft eller et samfund der er splittet af en u-landskløft' (s. 174).

Med denne opfordring til læserene skal denne bog varmt anbefales, som et kærkommet, yderst aktuelt og relevant indspark i samfundsdebatten.


Af Preben Etwil, Socialpolitisk Forening