Socialminister Sophie Hæstorp Andersen slår fast, at det er i strid med lovgivningen, når kommuner alene med henvisning til alder afviser at bevilge en personlig hjælper til unge med handicap.
Social- og Boligministeriet

Unge med handicap får nej til personlig hjælper

Det er "uacceptabelt og i strid med lovgivningen", hvis kommuner alene pga. alder ikke vil tildele BPA-ordninger, siger socialministeren.
26. JAN 2026 13.23

Det er i strid med lovgivningen, hvis kommuner alene med henvisning til borgerens unge alder ikke vil bevilge en personlig hjælper til handicappede under den såkaldte BPA-ordning (brugerstyret personlig assistent, red.).

Sådan lyder budskabet fra social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S), der i et samråd tidligere på måneden blev spurgt, hvordan hun stiller sig til, at der er en særlig stor nedgang i tilkendelsen af BPA-ordninger til unge.

- Er det regeringens holdning, at unge med fysiske handicap og behov ikke kan administrere en BPA-ordning? lød det også i spørgsmålet.

Den udlægning afviste Sophie Hæstorp Andersen.

- Det er selvfølgelig ikke regeringens holdning, at unge med fysiske funktionsnedsættelser ikke kan administrere en BPA-ordning, sagde hun og tilføjede:

- Alle, der opfylder lovgivningens betingelser, kan få tildelt en BPA-ordning af kommunen. Unge som ældre.

Færre unge får en personlig hjælper

Som tidligere omtalt får færre personer med handicap bevilget en personlig hjælper under BPA-ordningen. Fra 2018 til 2024 er antallet af modtagere faldet fra 1.615 til 1.480 på landsplan.

Ifølge socialministeren falder tilgangen til ordningen relativt set mere for de 18-29-årige end for alle med en BPA, og ministeriet har bedt Ankestyrelsen undersøge, om der er en tendens til, at kommunerne i stigende grad giver unge afslag.

- Der er eksempler på, at kommuner giver afslag på grund af borgerens unge alder, herunder med begrundelser om, at den unge f.eks. ikke bør være afhængig af denne omfattende hjælp resten af livet, forklarede Sophie Hæstorp Andersen.

I de sager har Ankestyrelsen bedt kommunen behandle sagen på ny, hvis kommunen ikke har forklaret, at den kan dække borgerens støttebehov i
tilstrækkelig grad med anden form for hjælp.

- Jeg vil gerne slå fast, at det er uacceptabelt og i strid med lovgivningen, hvis kommuner giver afslag alene med henvisning til borgerens unge alder, lød det fra ministeren.

Flere handicappede skal i job

Sophie Hæstorp Andersen henviste desuden til den handicappolitiske handlingsplan, som regeringen offentliggjorde i november. Her er ambitionen, at 15.000 flere personer med handicap er en del af arbejdsmarkedet inden 2030.

Omkring hver femte af de 16-29-årige med handicap er hverken under uddannelse eller i beskæftigelse, mens tallet for samme aldersgruppe uden handicap er 8 procent.

Handlingsplanen indeholder en række initiativer, bl.a. skal kompensationsloven gennemskrives for at gøre reglerne mere forståelige og anvendelige, sikre ensartet kommunal praksis og styrke borgernes retssikkerhed.

Handlingsplanen kan læses her.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/unge-med-handicap-faar-nej-til-personlig-hjaelper

GDPR