For første gang er en person blevet dømt efter straffelovens bestemmelse, som forbyder de såkaldte genopdragelsesrejser, oplyser Københavns Vestegns Politi.
I sagen var formålet dog ikke genopdragelse af sagens 15-årige offer, men snarere at skille sig af med pigen, oplyser sagens anklager, Søren Halse, til Ritzau.
Dommen blev afsagt ved Retten i Glostrup tidligere denne måned. Den drejer sig om den såkaldte genopdragelsesparagraf, som blev indført i straffeloven tilbage i 2018.
Den daværende regering anførte i lovforslaget, at paragraffens formål var de såkaldte genopdragelsesrejser, hvor børn blev sendt til familiens oprindelsesland for at bliver opdraget i hjemlandets kultur og skikke.
Sådanne rejser var inden da kun kriminelle, hvis de kunne henføres under andre bestemmelser i straffeloven, for eksempel voldsbestemmelserne eller bestemmelsen om ulovlig tvang.
I familie med pigens mor
Paragraffen blev udformet, så ordlyden forbyder, at man sender sit barn til udlandet til forhold, som bringer barnets sundhed eller udvikling i fare, eller at man på anden måde lader sit barn tage del i et sådant udlandsophold.
Det er 42-årig kvinde fra Københavns Vestegn, som er dømt i sagen. Hun har sammen med sin mand haft forældremyndigheden over en 15-årig pige, hvis mor bor i Uganda. Kvinden er i familie med pigens mor.
I september 2019 rejste kvinden med pigen til Uganda. Efter ni dage vendte hun hjem uden pigen. Den 15-årige er dansk statsborger og er opvokset i Danmark, hvor hun går i skole. Hun blev efterladt ved familien i Uganda og fik frataget både pas og mobiltelefon.
- Det er anklagemyndighedens opfattelse, at man ikke ønskede at tage sig af pigen længere, fortæller anklager Søren Halse.
Manden også dømt
Da den 42-årige kvinde vendte hjem alene, blev myndighederne mistænksomme, og både kommunen, Udenrigsministeriet og politiet blev blandet ind i sagen. Efter en måned lykkedes det at få pigen hjem til Danmark.
Efterforskningen af sagen førte til flere sigtelser mod den 42-årige værge. Blandt andet blev hun sigtet for at have slået den 15-årige pige gennem flere år. Blandt andet ved brug af ledninger. Også sine tre egne børn blev kvinden sigtet for at have slået.
Og endelig blev hun altså sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 215 a.
Kvindens mand blev også dømt i sagen. Han blev imidlertid frifundet for den del af anklagen, som handlede om paragraf 215 a.
Dommen mod ham gik på, at han passivt havde ladet den årelange mishandling af pigen ske. Hans straf lyder på et halvt års ubetinget fængsel.
Sagen er for begge dømtes vedkommende anket til Østre Landsret, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Ritzau
Historien opdateret kl 14.08 - ny rubrik og gennemskrevet. Interview med anklageren har vist, at værgens formål med at sende barnet ud ikke har været genopdragelse. Alligevel er hun dømt efter den paragraf, som sigtede mod at straffe netop genopdragelsesrejser.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.