
Der er stor usikkerhed om Syriens præsidents opholdssted
Rygterne svirer. Er præsident Assad på vej til Rusland, eller er hans fly styrtet ned? Intet er bekræftet.
Der hersker søndag formiddag stor usikkerhed om, hvor Syriens præsident, Bashar al-Assad, befinder sig.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at præsidenten ifølge embedsmænd fra den syriske hær tidligt søndag er steget på et fly, der muligvis kan være styrtet ned. Men dette er ikke officielt bekræftet.
Ifølge nyhedsbureauet lettede et fly fra luftfartsselskabet Syrian Air fra lufthavnen i den syriske hovedstad, Damaskus, på omtrent samme tidspunkt, som oprørsstyrkerne meldte ud, at de havde taget kontrollen med byen.
Flere medier skriver, at flyet foretog en pludselig U-vending i luften, hvorefter det er forsvundet fra radaren.
Det er ikke officielt bekræftet, om Assad var om bord på flyet.
Natten til søndag trængte oprørsstyrker i Syrien ind i Damaskus, hvor de oplyste, at de har drevet Bashar al-Assad på flugt.
Den syriske forsvarskommando har orienteret landets officerer om, at Assads styre er brudt sammen. Assad har siddet på præsidentposten siden år 2000, hvor han overtog magten fra sin far, Hafez al-Assad.
Lørdag lød det fra Assads præsidentkontor, at han på det tidspunkt stadig skulle opholde sig i Damaskus.
Søndag lyder det i en udtalelse, at Syriens premierminister, Mohammed Ghazi al-Jalali, angiveligt heller ikke ved, hvor Assad befinder sig, har AP rapporteret. De to skulle senest have talt sammen lørdag.
I maj måned meddelte præsidentkontoret i Syrien, at Assads hustru, Asma al-Assad, havde fået konstateret leukæmi.
Derfor går der ifølge flere medier herunder avisen The Telegraph rygter om, at Assads familie måske allerede kan være flygtet til Rusland for at finde sikkerhed.
Assad-regimet har gennem borgerkrigen i Syrien fået hjælp af Rusland, og den syriske præsident har udadtil haft et godt forhold til den russiske leder, Vladimir Putin.
Ifølge Reuters går der også rygter om, at Bashar al-Assad kan være rejst til Iran eller De Forenede Arabiske Emirater.
59-årige Bashar al-Assad er uddannet øjenlæge og har blandt andet studeret i London. Sammen med Asma al-Assad har han tre børn.
/ritzau/








