
En lang række kommuner har fået kritik af Ankestyrelsen for ikke at offentliggøre sagsbehandlingsfrister på deres hjemmeside på tilfredsstillende vis. Ankestyrelsen har lavet en stikprøvekontrol af udvalgte kommuner, og DK Nyts optælling viser, at kun én ud af 21 kommuner i stikprøven lever op til Ankestyrelsens krav, nemlig Solrød.
Stikprøverne er lavet i perioden marts - maj i år og er en opfølgning på Ankestyrelsens generelle udtalelse fra december 2023. Dengang blev 45 kommuner bedt om at komme med redegørelser for deres manglende offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister.
Èn af de kommuner var Kalundborg, hvor KL-formand Martin Damm (V) er borgmester. Han mener, at situationen er et udtryk for bureaukrati, der stikker af, og han sætter spørgsmålstegn ved, hvem Ankestyrelsens stikprøvekontroller er til glæde for?
Kommunen bruger meget tid på at skrive frem og tilbage med Ankestyrelsen om noget, der dybest set handler om, hvordan noget er sat op på en hjemmeside. Tid, der kunne være brugt på sagsbehandling, mener Martin Damm.
- Vi er oppe på 209 sagsbehandlingstider, der er offentliggjort på vores hjemmeside. Nu er vi spændte på, om det er godt nok, fortæller han om kommunens kontinuerlige kommunikation med Ankestyrelsen.
Mønsterkommunen eksisterer ikke
På et tidspunkt bliver Kalundborg Kommune henvist til en 'mønsterkommune', som de kan kigge på for at se 'det gode eksempel'. Ved nærmere eftersyn kan en medarbejder ved Kalundborg Kommune dog konstatere, at 'mønsterkommunen' faktisk har offentliggjort færre sagsbehandlingsfrister end Kalundborg har.
Det næste, der får Martin Damm til at ryste på hovedet, er, at Ankestyrelsen ikke er villig til at komme med en instruktion i, hvordan kommunerne kan gøre det rigtigt. Noget som KL også tidligere har efterlyst.
- Jeg vil gerne stille spørgsmåltegn ved, at man overhovedet har mål for, hvordan noget skal offentliggøres på en hjemmeside. Men det er svært at forstå, at vi heller ikke kan få en facitliste over, hvad der er det korrekte, siger Martin Damm og fortsætter:
- De vil ikke fortælle, hvad der er det rigtige, de vil kun sige, hvad der ikke er godt nok.
Sjællandske Nyheder har forelagt kritikken for Ankestyrelsen, som i et skriftligt svar forklarer at "tilsynet er et retligt tilsyn – dvs. tilsynet påser, om kommunen lever op til gældende regler og udtaler sig herom. Tilsynet kan ikke udtale sig om forhold, der ikke specifikt er reguleret i lovgivningen".
Derudover skriver de, at tilsynet "ikke er bekendt med, hvilken anden kommune der henvises til", når Martin Damm fortæller, at de blev henvist til en kommune, der skulle være det gode eksempel.
Sådan har vi gjort
På Ankestyrelsens hjemmeside findes 21 udtalelser, der begynder med ordlyden: "Som opfølgning på Ankestyrelsens generelle udtalelse af 15. december 2023 om kommunernes offentliggjorte sagsbehandlingsfrister efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, har Ankestyrelsen foretaget en stikprøvekontrol af udvalgte kommuners offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister, herunder X Kommune".
Stikprøverne er lavet i perioden marts - maj 2025.
DK Nyt har lavet en optælling og kan konstatere, at kun én kommune i stikprøven når igennem Ankestyrelsen nåleøje uden anmærkninger, nemlig Solrød.
De resterende 20 kommuner var: Herning, Faxe, Glostrup, Odsherred, Aalborg, Aabenraa, Allerød, København, Aarhus, Svendborg, Næstved, Brøndby, Morsø, Hedensted, Vejen, Bornholm, Frederikssund, Thisted, Viborg, Assens og Lolland.
Ankestyrelsen vurderede "på baggrund af x Kommunes udtalelse og oplysningerne på kommunens hjemmeside, at x Kommune ikke havde offentliggjort sagsbehandlingsfrister på alle de relevante sagsområder".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.