En lang række kommuner er af Ankestyrelsen blevet bedt om redegørelser i forhold til, at man ikke på deres hjemmesider kan se, hvor lange sagsbehandlingsfrister, der er på sager på socialområdet.
Det oplyser folkebevægelsen #enmillionstemmer, der har samlet høringsbreve til de 30 kommuner, der har modtaget dem fra Ankestyrelsen i oktober måned. Ifølge bevægelsen blev 15 kommuner kontaktet af Ankestyrelsen i december sidste år, heraf fik otte kommuner i år et tilsynsbrev.
Ankestyrelsen udsendte i december sidste år en udtalelse til samlige kommunalbestyrelser og KL om kommunernes offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister.
Her præciserede styrelsen, at kommunerne på deres hjemmesider skal offentliggøre en frist for, hvor lang tid, der må gå, fra modtagelse af en ansøgning til kommunen skal have truffet en afgørelse. Den forpligtelse gælder bl.a. sager inden for serviceloven og beskæftigelsesindsatsloven.
Mulige tilsyn og tilsyn
Styrelsens brev af oktober i år har overskriften "Høring om mulig tilsynssag", og det henviser netop til udtalelsen i december 2023, hvor det fremgik, at Ankestyrelsen ville foretage en stikprøve blandt kommunernes hjemmesider. De 30 udvalgte kommuner skal nu komme med i en udtalelse i forhold til styrelsens registreringer af manglerne på deres hjemmesider.
De kommuner, der nu skal svare Ankestyrelsen, er København, Aarhus, Aalborg, Odense, Vejen, Skanderborg, Hedensted, Glostrup, Ishøj, Frederikssund, Lyngby-Taarbæk, Brøndby, Allerød, Odsherred, Aabenraa, Solrød, Billund, Morsø, Fredensborg, Thisted, Herning, Svendborg, Kalundborg, Faxe, Viborg, Brønderslev, Assens, Lolland, Næstved og Bornholms Regionskommune. Kommunerne skal svare inden fire uger efter modtagelsen.
Ifølge #enmillionstemmer så har ti kommuner derudover modtaget et egentligt tilsynsbrev om, at der var handlet i strid med retssikkerhedsloven, ved at kommunen ikke havde fastsat sagsbehandlingsfrister på alle områder. De gælder Albertslund, Favrskov, Furesø, Halsnæs, Høje-Taastrup, Kerteminde, Langeland, Lemvig, Struer og Vesthimmerland Kommuner.
Tilsyn med tilsynet
Udover at holde øje med de enkelte kommuner har folkebevægelsen henvendt sig til flere instanser og myndigheder, bl.a. med en klage til Indenrigsministeren - der indirekte er en klage over ministeriet selv for manglende tilsyn med Ankestyrelsen.
I september 2024 udgiver Rigsrevisionen så et notat på baggrund af en anmodning fra Statsrevisorerne om netop en undersøgelse af Ankestyrelsens tilsyn og dets anvendelse af reaktionsmuligheder. Notatet beskriver, hvordan Rigsrevisionen vil tilrettelægge en undersøgelse.
Ønsket om en undersøgelse kommer fra Folketingets Socialudvalg, der har peget på flere eksempler med ulovlig administration i danske kommuner: "Socialudvalget er på den baggrund interesseret i, at det undersøges nærmere, om Ankestyrelsen fører tilsyn med de kommuner, som har begået lovbrud, og om styrelsen sanktionerer", står der bl.a. i notatet.
På den baggrund ønsker Statsrevisorerne en undersøgelse af:
- Om Ankestyrelsen tilrettelægger og udfører et tilfredsstillende tilsyn med kommunerne og regionerne på socialområdet.
- Om Ankestyrelsen udnytter de reaktionsmuligheder, som er givet i lovgivningen på socialområdet.
- Hvor mange tilsynssager på socialområdet der hvert år fra 2017 til 2022 har været behandlet i tilsynet, samt en opgørelse over sagernes udfald. Der ønskes herunder en opgørelse på typer af sager samt en belysning af, hvilke typer af sager der har givet anledning til hvilke sanktioner.
Undersøgelsen skal gennemføres, så den kan indgå i en beretning til Statsrevisorerne i 2. kvartal 2025.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.