MIDTJYLLAND: Overarbejdskontoen for betjentene hos Midt- og Vestjyllands Politi er på himmelflugt på grund af ekstraordinært mange opgaver. Siden 1. februar 2015 har arbejdspresset fået kontoen til at bugne, så de 645 polititjenestemænd per 1. september har 46.093,96 overarbejdstimer til gode. Tallet er mere end fordoblet, og det svarer til, at Midt- og Vestjyllands Politi kan sende 24 betjente på afspadsering i et helt år.
Det viser tal, Herning Folkeblad har fået aktindsigt i.
- Der er ingen tvivl om, at vi har travlt. Der har været mange store og alvorlige samfundsmæssige opgaver, som vi ikke kan sige nej til, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen fra Midt- og Vestjyllands Politi. Eksempelvis afgiver Midt- og Vestjyllands Politi hver uge betjente til bevogtningsopgaver i København efter terrorangrebet i februar, og lige nu er et stort antal midt- og vestjyske betjente ved den dansk-tyske grænse for at assistere kolleger på grund af flygtningepresset.
De mange ekstra opgaver trækker tænder ud i organisationen.
- Man kan løse noget her og nu ved at udbetale overarbejdet, men man skal finde en løsning, der holder på længere sigt. Der er brug for flere betjente og for, at betjentene kan restituere sig, siger Jørgen Fisker, der er fællestillidsmand hos Midt- og Vestjyllands Politi.
I løbet af efteråret skal regeringen og politiet indgå en ny flerårsaftale, der gælder fra januar 2016. Politiforbundet har ønskesedlen klar.
- Vi håber, at det udløser flere politielever. Der er som minimum brug for 1500 flere politifolk. Det er akut her og nu, men vi er også parat til at kigge på midlertidige løsninger, fordi det tager tid at uddanne dem. Men man er nødt til at have en buffer, fordi vi bliver ved med at flytte rundt på et underskud, siger politiforbundets formand Claus Oxfeldt til Herning Folkeblad.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.