
RUDERSDAL: I marts 2022 kom det frem, at Rudersdal Kommunes PPR-afdeling (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) havde haft en ulovlig praksis for håndtering af klager fra borgere over afgørelser i Skolevisitationsudvalget. En ulovlig praksis, som varede i knap to år.
Forældre i Rudersdal Kommune, der havde klaget over et afslag på at få deres barn visiteret til en specialskole, blev bl.a. udsat for at blive ringet op af en kommunal medarbejder, der specifikt spurgte ind til, om de nu også ønskede at gå videre med deres klage.
Det var en ulovlig praksis, vurderede Kammeradvokaten Poul Schmith på baggrund af en ekstern undersøgelse. Sagen medførte, at en områdechef, PPR-chef og direktør i kommunen blev afskediget. Derudover blev kommunen forpligtiget til at genoptage i alt 86 børnesager.
Sidenhen har kommunen udarbejdet en handleplan, som skal sikre, at borgerne får den rette sagsbehandling. Ved onsdagens kommunalbestyrelsesmøde blev der givet en opdatering på, hvor langt forvaltningen er med genopretningsarbejdet.
- Der er fremdrift i genopretningen af kommunens praksis på børneområdet. Det er godt – særligt når man læser eksempler på, hvad de 53 børn, hvis sager er blevet genoptaget, faktisk havde behov for, siger borgmester Ann Sofie Orth (K).
- Man skal som forælder kunne have tillid både til den rådgivning, man får fra kommunen, og den afgørelse, der bliver truffet. Den tillid kommer ikke bare, fordi kommunen siger, at forældrene skal have den – den kommer, fordi vi ændrer os, så vi involverer forældrene bedre og mere i deres barns sag, fortsætter borgmesteren.
Blandt de gennemførte aktiviteter kan blandt andet fremhæves
- Forvaltningen har opgjort, hvor mange sager der er revurderet i forbindelse med Kammeradvokatens undersøgelse. I alt drejer det sig om 53 sager.
- Forvaltningen har ligeledes gennemført en undersøgelse blandt de i alt 259 forældre, der siden marts 2022 har deltaget i skolevisitationsmøder vedrørende deres eget barn. Inddragelsen sker som led i omlægningen af skolevisitationen, hvor netop forældreinddragelse har været et centralt element. Omlægningen af skolevisitationen er sket med en ambition om at skabe de bedste forudsætninger for at finde det rigtige skoletilbud til rette tid til de rigtige børn.
- Der er påbegyndt en proces for udvikling af en ny fælles vision for et samlet socialområde for at sikre, at borgerne får den rette indsats til rette tid i alle livsfaser. Dette bekræftes både af Kammeradvokatens undersøgelse fra 2022 og af en igangværende analyse af det samlede socialområde på tværs af børneområdet, skoleområdet og voksenområdet.
- Der planlægges et temamøde den 26. oktober 2023. Det vil omhandle forebyggelse, mellemformer og det tværgående samarbejde mellem forældre, skole, herunder specialundervisning og specialpædagogisk bistand. Kommunen vil informere herom efter sommerferien.
Kilde: Rudersdal Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.