
HOLSTEBRO: Projektet 'Familie med Hjerte' - Holstebro Kommunes meget omtalte familiekursus - er efter en tre-årig projektperiode født på ny som et permanent tilbud i sundhedsplejen. Der er mere tale om familieforberedelse end fødselsforberedelse, mere familiegrupper end mødregrupper. For selvom vejrtrækninger og bækkenbundsøvelser er vigtige, kan det også knibe med at få økonomi og juridiske forhold afstemt med den nye virkelighed.
Så foruden sundhedsplejerske og jordemoder underviser pædagoger, tale-hørekonsulent, ergoterapeut, tandplejer, familierådgiver, socialrådgiver, jurist og bankrådgiver deltagerne i at håndtere forandringer og udfordringer i livet som nybagt familie.
Projektets evaluering afspejler stor tilfredshed blandt deltagerne, og de seneste tal viser, at 98 pct. takker ja til at deltage i programmet, der sidste modtog Årets Pris af fonden 'En god start i livet'.
Medborgere
- Undersøgelser viser, at traditionelle mødregrupper er for de ressourcestærke mødre. Med Familie med Hjerte inddrager vi alle samfundslag og inkluderer hele familien - far, mor og barn. Fædrene møder talstærkt op og kommer mere på banen, hvilket skaber tættere relation mellem far og barn og dermed forældrene imellem, fortæller Pernille Almdal, leder af Sundhedsplejen og hovedkraften bag Familie med Hjerte.
- Vi møder forældrene tidligere end før og ser dem ikke blot som nogen, der har brug for et kursus, men som medborgere, der har noget at tilbyde hinanden lige fra netværk og hjælp til gode erfaringer og praktisk koordinering. Målet er at familierne oplever samarbejdet mellem kommune og forældre som mere ligeværdigt, og at deres behov for støtte matcher egne ressourcer og aktuelle situation, forklarer Pernille Almdal.
Levedygtigt koncept
Med programmets overgang fra projekt til daglig drift tager holdet bag Familie med Hjerte afsked med to af projektets samarbejdspartnere - Center for Socialt Ansvar og Det Obelske Familiefond - mens Holstebro Handelsstandsforening og Region Midtjylland fortsætter med at bakke op om indsatsen.
- Familie med Hjerte var aldrig blevet udviklet til et levedygtigt koncept uden en stor samarbejdsindsats fra projektets støtter. Vi har meget at takke alle samarbejdspartnere for - også for at projektet har fået ros og i den grad er nået ud over rampen som inspiration i mange andre kommuner, siger Torben Gudiksen (V), der er formand for Udvalget for Børn og Unge.
- Jeg er ikke i tvivl om, at udbyttet både økonomisk og menneskeligt er stort, selvom vi endnu ikke kan påvise en direkte sammenhæng mellem forældrenes deltagelse og udviklingen i mistrivsel, skilsmisser og sociale problemer. Udvalget for Børn og Unge opfatter Familie med Hjerte som en forebyggende og innovativ familieindsats, og derfor fortsætter vi med tilbuddet.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.