Det er en rigtig god idé at lade A-kasserne hjælpe med at skaffe ledige i job.
Det mener beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) efter at have hørt om, hvordan Fødevareforbundet NNF's A-kasse i Esbjerg med kort varsel har skaffet kvalificerede jobsøgere til virksomheder med akut brug for arbejdskraft, skriver DR Syd.
- Jeg synes, det er fremragende. Vi har dygtige A-kasser rundt omkring, og de kender jo deres medlemmer. Så jeg har stor ros til overs for indsatsen, siger Henrik Dam Kristensen.
'Find fire nye medarbejdere. I har 12 timer.' Nogenlunde sådan lød opgaven for A-kassen nylig. Det var slagteriet SB Pork i Brørup, der havde et akut behov for flere hænder allerede næste dag. Og trods det korte varsel lykkedes det for A-kassen at klare formidlingen mellem ledige og virksomheden. I det hele taget er der kort reaktionstid i A-kassen, fortæller jobvejleder Anna Skaaning fra NNF´s A-kasse i Esbjerg.
Bred det ud til hele landet
- Hvis virksomhederne først skal til at slå en stilling op, og der skal være ansøgningsfrist og så videre, så går tiden jo. Vi ved, at industriarbejdspladser og slagterier lige pludselig står og skal bruge fem nye medarbejdere. Derfor er vi nødt til at være hurtigere, siger hun.
Succeshistorien fra Esbjerg bør kopieres til alle A-kasser i hele landet, mener formanden for A-kassernes samvirke Torben Poulsen.
- Den slags eksempler illustrerer, at A-kasserne i endnu højere grad burde bruges til at aflaste de kommunale jobcentre. Det ville være ærgerligt ikke at bruge ressourcerne bedst muligt. Så jeg synes, man skal lade A-kasserne udføre den opgave i et samarbejde med jobcentrene, siger han.
Det forslag er der ifølge Henrik Dam Kristensen opbakning til på Christiansborg:
- Et bredt flertal i folketinget er enige om, at samarbejdet mellem jobcentre og A-kasser skal styrkes yderligere, siger beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.