dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Aarhus vil åbne fordøren, så journalister ikke bruger bagdøren
En dokumentar, optaget med skjult kamera, viste kritiske forhold på Plejecenter Kongsgården.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Aarhus vil åbne fordøren, så journalister ikke bruger bagdøren

Aarhus Kommune og FOA mener, at mediers brug af ”muldvarper” og skjult kamera i kommunale institutioner er som gift for de ansatte.

AARHUS: En af de mest markante dokumentarer fra TV2, senere kendt som Else-sagen, viste, hvordan en ældre kvinde blev råbt ad og forsømt på et plejehjem. Dokumentaren blev optaget med skjult kamera, og op til det seneste folketingsvalg satte endnu en dokumentar, optaget med skjult kamera af en ”muldvarp” gang i reaktioner og debat om forholdene for vores ældre borgere på landets plejehjem.

Nu vil Aarhus Kommune øge fokus på at byde journalister velkomne på fx plejehjem og i daginstitutioner. Denne åbenhed har til formål at skulle mindske journalisters brug af skjult kamera og muldvarper for at afdække forholdene i kommunens institutioner.

På folkemødet, hvor netop mange politikere, kommunale folk og journalister er samlet, blev mediers brug af muldvarper omdrejningspunktet for en debat i et fyldt telt.

- Det er som gift for vores medarbejdere, når medier sender muldvarper ind i vores institutioner. Der er i forvejen rekrutteringsudfordringer og generel mangel på arbejdskraft, og de ansatte bliver belastet af muldvarperne.

Sådan lyder det fra Christian Budde (V), rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus. Han nævner eksempler på, at selvom kommunen har åbnet ”fordøren” for journalister, har medierne stadig sendt muldvarper med skjult kamera ind.

Han stiller sig kritisk overfor metoden, som ifølge ham bruges langt oftere, end den burde.

- I virkeligheden er det et værktøj, som bør ligge nederst i journalisternes værktøjskasse, det gør det bare ikke. Når journalisterne bruger bagdøren, er det ødelæggende for vores medarbejdere, pårørende og beboere på plejehjem, siger han og uddyber:

- Når det bare bliver reduceret til ”død og ødelæggelse” og banket op i en rubrik, så får man et skævvredet billede af, hvor dårligt det går i kommunernes omsorg, siger han.

Manglende tillid

FOA’s sektorformand for social og sundhed, Tanja Nielsen, er dybt kritisk overfor metoden og mener, at det går ud over hele faget, hver gang en dokumentar viser dårlige forhold på et enkelt plejehjem.

- Det er svært at rekruttere, hvis medarbejdere skal være bange for at blive filmet i numsehøjde eller nakken, når de går på arbejde, siger hun.

Christian Budde forklarer, at man i en spørgeskemaundersøgelse kan se, at den generelle befolkning i kommunen er langt mere kritisk overfor ældreplejen, end beboere, som har deres dagligdag der, er. Og det mener han, at medierne har et stort ansvar for.

- Der skal fortælles mere realistiske historier fra plejehjem og daginstitutioner, og her må man sætte spørgsmålstegn ved de metoder, som journalisterne bruger, siger han.

Formanden for Dansk Journalistforbund, Tine Johansen, anerkender, at det er voldsomt indgribende for medarbejdere, når de finder ud af, at de uden at vide det er blevet optaget på kamera, imens de har udført deres arbejde. Hun understreger dog, at metoden udelukkende bruges, når ingen andre fremgangsmåder er mulige.

- Nogle situationer kan ikke vises på anden vis, siger hun og understreger, at det aldrig er hensigten at udstille enkelte medarbejdere, men snarere at vise de udfordringer, som fx ældreplejen står overfor.

Dette synspunkt tilslutter Anne Mette Svane, chefredaktør på TV2 News, sig. Hun understreger, at det ikke er en metode, som bruges hyppigt.

- Det er en metode, som bruges sjældent, og der er mange krav og betingelser, som skal opfyldes, før vi bruger skjult kamera. Sagen skal have en relevans, og det skal ikke være muligt at vise på andre måder.

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.