KOLDING: Hvorfor blev Retten i Kolding aldrig bedt om at forholde sig til en bolig til en demensramt mand? Det er det svaret fra Justitsministeriet omhandler, som folketingsmedlem Karina Lorentzen (SF) først modtog kort inden et længe ventet samråd i retsudvalget torsdag, hvorfor hun valgte at udsætte det.
TV Syd har grundigt dækket sagen om den demensramte 75-årige mand, som på Retslægerådets anbefaling i efteråret blev dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling, selvom læger tæt på manden, eksperter i demens og familien anbefalede et demensplejehjem.
Torsdag skulle et samråd om demensramtes rettigheder i retssystemet afholdes på foranledning af sagen, men samrådet nåede altså kun at vare i cirka fire minutter, før SF-medlemmet afbrød det. Hun kritiserede, at det sene svar gjorde det umuligt for hende at forberede sig ordentligt inden mødet.
Nu kan TV Syd fortælle, at det svar som Justitsministeriet først sendte til Karina Lorentzen kort tid inden samrådet, omhandler en redegørelse fra Kolding Kommune. Hun havde ventet tre måneder på svaret og sendt flere rykkere.
Karina Lorentzen havde bedt om redegørelsen, fordi Kolding Kommune i foråret 2024 faktisk havde fundet en egnet demensbolig til manden. Det viser akter, som TV Syd tidligere har fået indsigt i.
Men de relevante myndigheder fik eftersigende aldrig besked om boligen, og derfor kunne hverken anklager eller forsvarer præsentere boligen for dommeren, som ellers kunne have besluttet at anbringe den demensramte mand dér i stedet for på en psykiatrisk afdeling.
- Jeg kan ikke lade være med at tro, at det her er et ufordelagtigt svar for myndighederne, og at det er derfor det kommer, så jeg ikke kan nå at sætte mig ind i det forud for samrådet, sagde Karina Lorentzen under mødet torsdag.
Hun fortæller til TV Syd, at der er tale om et fortroligt svar, hvorfor hun ikke må fortælle om indholdet i det til pressen. Hun havde dog fået grønt lys til at præsentere det på samrådet.
Hvornår et nyt samråd finder sted, er endnu ikke på plads.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.