
- Jeg kan ikke lade være med at tro, at det her er et ufordelagtigt svar for myndighederne, og at det er derfor det kommer, så jeg ikke kan nå at sætte mig ind i det forud for samrådet.
Sådan siger folketingsmedlem Karina Lorentzen (SF) torsdag, under et samråd om demensramtes vilkår i restssystemet, som hun selv har indkaldt til.
Her skulle justitsministeren, indenrigs- og sundhedsministeren og ældreministeren svare på retsudvalgets spørgsmål, foranlediget af en sag om en demensramt mand, som på Retslægerådets anbefaling blev dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling, selvom læger tæt på manden anbefalede et demensplejehjem.
- Det er kun justitsministeren og Retslægerådet, der mener, at det er en god idé at placere ham på en psykiatrisk afdeling, hvor man helt klart ikke kan varetage hans behov.
- Alle andre mener, at det er en dårlig idé, og det var det, som det her samråd skulle handle om. Hvordan finder vi en værdig løsning for mennesker med demens i vores retssystem, siger Karina Lorentzen.
Men samrådet blev afbrudt kort efter det gik igang. Da Karina Lorentzen indledningsvist får ordet, fortæller hun, at hun efter eget udsagn, først i dag kl. 9.07 har modtaget svar fra Justitsministeriet på et spørgsmål, som hun stillede for omkring tre måneder siden.
Retsordføren er tydeligt bevæget og kritiserer, at hun derfor ikke har fået mulighed for at forberede sig ordentligt inden samrådet.
- Jeg synes simpelthen ikke det er rimelige arbejdsvilkår. Tre måneder om et svar. Vi rykker og rykker, og så får jeg det lige inden samrådet.
- Jeg synes, det er for ringe. Tak for i dag, lyder det til sidst fra Karina Lorentzen.
Hvornår et nyt samråd afholdes, er endnu ikke på plads.
Baggrunden for samrådet
I oktober sidste år blev en 74-årige mand, der lider af svær demens, fundet skyldig i dødsvold mod en anden plejehjemsbeboer, efter han - ved en formodentlig fejl - fik forvildet sig ind i den forkerte lejlighed.
I lejligheden boede en 99-årig kvinde, som manden skubbede, da hun bad ham gå ud. Hun blev væltet om kuld og brækkede hoften og næsen, og en skulder gik af led. Hun blev samme aften opereret på Kolding Sygehus, men næste morgen fandt en laborant hende død.
Manden blev dømt til afsoning på en psykiatrisk afdeling uden tidsmæssig bagkant. Det var Retslægerådet som anbefalede, at manden blev dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling. Det skete til trods for, at læger tæt på manden anbefalede et demensplejehjem.
Siden har bl.a. Alzheimerforeningen kritiseret dommen, ligesom en række politikere har stillet sig undrene overfor sagens afgørelse.
I januar kaldte SF's retsordfører Karina Lorentzen justitsminiseren, indenrigs- og sundhedsministeren og ældreministeren i samråd. Samrådet skulle i første omgang have fundet sted den 28. januar, men blev udskudt til i dag den 13. marts. Pga. et svar fra justitsministeriet, som Karina Lorentzen først modtog i dag, har hun bedt om at få samrådet udskudt endnu engang.
Kilde: DK Nyt, Ritzau, TV Syd
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.