dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Foto: Colourbox

Akutjob matcher ikke de lavest lønnede

Både FOA og 3F oplever, at job-banken ikke har meget at byde på for deres medlemmer. En udfordring som blandt andet Slagelse, Randers og Hjørring, der har mange ufaglærte, vil komme til at mærke
27. DEC 2012 7.59

- Der er et helt klart mismatch mellem de job, der ligger på jobnet.dk, og de akutjobbere, der står til at falde ud af dagpengesystemet. De matcher ikke de behov, der er på nuværende tidspunkt.
Sådan siger Per Christensen, forbundssekretær i 3F og som har ansvar for fagforeningens akutjobindsats.

3F repræsenterer både faglærte og ufaglærte, og sammen med FOA organiserer de to forbund de lavestlønnede på det kommunale arbejdsmarked.
- Vi oplever det samme. Vi kan se, at det er meget meget få akutjob, der bliver slået op for social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, siger Mona Striib, næstformand i FOA.

Hun understreger dog, at der ikke ligger meget mystik i de få match, men at det blot afspejler et arbejdsmarked uden job-muligheder for gruppen.
- Så længe kommunerne sparer på ordinære ansættelser, ligeså længe vil det være svært for vores ledige at komme i job. Man skal jo huske på, at akutjobbene ikke er nye job, siger hun.

En ny undersøgelse fra FOA peger dog på, at medlemmerne har skidt held med at få fat i de få akut-stillinger, der nu engang er. Ud af 41 opslag om akutjob på forbundets faglige område er kun 14 job gået til udfaldstruede medlemmer, der står til at miste dagpengeretten.

Mange ufaglærte
dknyt har fået en opgørelse fra 3F, der viser, hvilke kommuner der står med flest udfaldstruede ufaglærte. Ud over et højt antal i de største kommuner – København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg – står Slagelse med 158, Randers med 142 og Hjørring med 140 truede ufaglærte over for en stor udfordring i det nye år.

Opgørelsen viser, at Fredericia, Frederikshavn, Herning, Høje-Taastrup, Kolding, Lolland, Næstved, Silkeborg, Vejle og Viborg følger trop – alle har de over 100 ufaglærte uden ret til dagpenge i 2013.

I den anden ende af skalaen ligger Allerød, Dragør, Fanø, Gentofte, Hørsholm, Lejre, Lyngby-Taarbæk, Odder, Rudersdal, Samsø, Solrød, Vallensbæk og Ærø, der alle har under 20 inden for denne gruppe.

Jobrotation er midlet
Hos 3F vurderer Per Christensen, at jobrotationsprojekter er virkemidlet til at sikre de udfaldstruede en plads på arbejdsmarkedet:
- Det er den absolut ideelle løsning – vi får opkvalificeret en blivende arbejdsstyrke, og vi sikrer, at folk, der har brug for arbejde, får det og iøvrigt også kan vise, at de er kvalificerede til det, siger han.

Ifølge 3F fungerer jobrotation i dag godt i de store kommuner, som har større kapacitet til at holde tråd i den administrativt tunge og bureaukratiske indsats, som jobrotation er.
At rotations-projekterne er tunge har FOA også indtryk af, og har af samme grund foreslået, at jobcentrene stiller konsulenter til rådighed til at klare ‘det administrative bøvl', forklarer Mona Striib.

- Alt det, der skal til for at få jobrotation i gang, får nogle kommuner og privat arbejdsliv til at afholde sig fra at etablere forløbene, siger hun og understreger, at ordningen først kommer til at fungere optimalt, når centralmagten vil det.

- Vi mangler at se regeringens vilje til at tilpasse den arbejdsmarkedspolitiske ramme til den nuværende situation, og vi mener, at når man vikarierer i jobrotation, så skal man kunne genoptjene sin dagpengeret, forkarer Mona Striib.
Endnu en holdning som 3F er enig i.

Opgørelsen fra 3F bygger på antal af langtidsledige ufaglærte i uge 40, der står til at miste dagpengeretten i løbet af de første seks måneder af 2013.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/akutjob-matcher-ikke-de-lavest-loennede

GDPR