
HOVEDSTADEN: Gennem den seneste tid er det kommet frem, at der har været en særdeles anspændt stemning på hospitalet, siden den saudiarabiske ambassadør Mohammed Ibrahim al-Agails mor blev indlagt 10. december sidste år efter en blodprop i hjernen. Det skriver Ekstra Bladet i dag på baggrund af aktindsigt i sagen.
Personalet har følt sig behandlet som tjenestefolk, syge patienter har måttet vige pladsen, mens Torben Mogensen, vicedirektør på hospitalet, har været til middag hos ambassadøren.
Af aktindsigten fremgår det, at fem sygeplejersker på afdelingen har sagt op i perioden fra 10. december og frem til midten af februar. En af opsigelserne vedrører decideret den anspændte situation, fremgår det aktindsigten:
'1. sygeplejerske har efter afdelingens oplysninger sagt sin stilling op som følge af forløbet omkring den saudiarabiske ambassadørs mors indlæggelse på Afdelingen for Højt Specialiseret Neurorehabilitering'.
Personalet har også været så presset af ambassadørens familie, at det har været nødvendigt at hyre en ekstern erhvervspsykolog. Indtil videre lyder psykolog-regningen på 84.525 kr.
Alvorlige anklager
Kurt Klaudi Klausen, professor i offentlig ledelse på Syddansk Universitet, kalder situationen alvorlig:
- Det vidner om, at der er noget i vejen med ledelsens prioriteringer. Man prioriterer forskelsbehandlingen af en bestemt patient over at passe på sine medarbejderes ve og vel. Det er jo dårlig dømmekraft fra ledelsens side, og det er simpelt hen dårligt lederskab, siger han.
Han bakkes op af professor i ledelse på Aalborg Universitet Anders Drejer:
- Det er særdeles uhensigtsmæssig. Hvis der er en, som har sagt op, er der måske ti, der har mistet respekten for ledelsen, siger han.
Ledelse afviser fejl
Susanne Poulsen, vicedirektør på Glostrup Hospital, der har ansvaret for afdelingen på Hvidovre Hospital, er ked af, at en medarbejder har sagt på op, men mener ikke, ledelsen har begået fejl:
- Næh, ikke umiddelbart. Jeg synes, at vi har håndteret den her sag så godt, som det har været muligt, siger hun.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra ambassadør Mohammed Ibrahim al-Agail.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.