AARHUS: På et byrådsmøde i Aarhus Kommune skal politikerne onsdag igen forholde sig til en udtalelse til Ankestyrelsen. Det skyldes, at Ankestyrelsen i efteråret sidste år igen gik i rette med Aarhus Kommune om en ulovlig visitationsliste og ventetiden til botilbud.
Ifølge Ankestyrelsen er visitationslisten ulovlig og ventetiden for lang. Det fremgår af dagsordenen for byrådsmødet.
Ankestyrelsen modtog i september 2025 en orientering fra Aarhus Kommune, hvori det fremgår, at den gennemsnitlige ventetid på et botilbud er 83 dage. En enkelt borger har dog ventet i næsten et år og to andre borgere har ventet 7-9 måneder.
I orienteringen fastholder kommunen derudover, at dens visitationsliste ikke er en venteliste, som Ankestyrelsen tidligere har vurderet. Begrundelsen er, at kommunen netop bruger ordet "visitationsliste" og ikke "venteliste".
Forklaring holder ikke
Men den forklaring holder fortsat ikke, understreger Ankestyrelsen.
"(...) det er uden betydning, hvorvidt der bruges betegnelsen venteliste eller visitationsliste. Det afgørende, for vurderingen af, om en kommune har opfyldt sin forsyningspligt, er, hvor lang tid borgeren venter på iværksættelsen af en bevilling af et botilbud – altså hvor lang tid der går, fra kommunen har vurderet, at borger har behov for et botilbud, og indtil borgeren kan flytte ind på tilbuddet", skriver Ankestyrelsen.
Derfor er det fortsat Ankestyrelsens vurdering, at Aarhus Kommune kke overholder servicelovens regler om forsyningspligt.
I den nye udtalelse til Ankestyrelsen skriver kommunen, at man vil have en skærpet opmærksomhed på, at borgere snarest muligt efter visitationen tilbydes en botilbudsplads, og at der er sat gang i flere initiativer, der skal nedbringe ventetiden.
Blandt initiativerne er en udbygningsplan, som indebærer, at flere aarhusianere med sociale udfordringer kan tilbydes botilbud i Aarhus. Samtidig vil Aarhus Kommune bygge flere botilbud.
I udtalelsen forholder kommunen siga ikke til om den vil stoppe brugen af visitationslisten.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.









