
Hver eneste dag året rundt er 140 socialrådgivere i gennemsnit sygemeldt på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det viser en ny undersøgelse om arbejdsmiljø lavet af TeamArbejdsliv for Dansk Socialrådgiverforening og FTF. Tre af socialrådgivernes i gennemsnit 9,5 årlige sygedage skyldes direkte dårligt psykisk arbejdsmiljø, og sygefraværet forårsaget af dårligt psykisk arbejdsmiljø er dobbelt så højt som gennemsnittet for FTF's faggrupper.
Særligt i børnefamilieforvaltningerne er stressniveauet højt. Her svarer 17 procent af de adspurgte socialrådgivere, at de er 'virkelig meget' eller 'ret meget' stressede. Det gælder 10 procent af det samlede antal socialrådgivere i undersøgelsen.
Resultatet burde få alarmklokkerne til at ringe både hos ledere og politikere, mener formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau.
- Det kalder på handling. Det betyder jo, at næsten en femtedel af socialrådgiverne på det her område står på kanten af en sygemelding. Det kan hverken de udsatte børn og familier eller socialrådgiverne være tjent med.
Nedsæt antallet af sager
Ifølge undersøgelsen er socialrådgiverne markant hårdere belastet af forstyrrelser i arbejdet end andre faggrupper. Desuden spiller det ind, at socialrådgiverne er udsat for højere krav om arbejdsmængde og -tempo end gennemsnittet for FTF's faggrupper.
- Det er helt oplagt at se på, om antallet af sager pr. socialrådgiver kan nedbringes, og om det er muligt at gøre noget for at fjerne eller minimere forstyrrelser i arbejdet, siger Majbrit Berlau.
Hun foreslår, at ledere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter på området sætter sig sammen for at finde ud af, hvad der skal til for at nedbringe det høje stressniveau.
Undersøgelsen er sendt til 1.584 medlemmer af Dansk Socialrådgiverforening, og 1.030 har besvaret i perioden oktober 2011 til januar 2012.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.