HELSINGØR: Under sit besøg mandag i det tidligere belastede boligområde Vapnagård i Helsingør, rettede landets justitsminister det tunge skyts mod ikke kun Bandidos, men også mod alle de andre bandegrupperinger i Danmark. Hvis Bandidos forbydes ved lov, bør det samme gælde for de øvrige grupperinger i landet, sagde han til Sjællandske Nyheder under sit besøg.
Peter Hummelgaard (S) var taget til Helsingør for at høre om forskellige kriminalpræventive tiltag, der har ført til, at Vapnagård er et bedre sted i dag end for ti år siden.
Under besøget i det nordsjællandske fik Sjællandske Nyheder mulighed for at spørge ind til forbudssagen mod Bandidos MC, som har kørt i retten i Helsingør.
Peter Hummelgaard følger forbudssagen mod rockerklubben med stor interesse, og hvis Bandidos MC bliver forbudt ved lov, ønsker han at tage flere skridt, skriver Sjællandske Nyheder.
- Står det til mig, og beviserne taler for det, så skal vi da forsøge med alle de grupperinger, som helt åbenlyst virker ved vold og kriminalitet, sagde Peter Hummelgaard.
Forbudssager tager tid og kræver grundighed
Justitsministeren lagde ikke skjul på, at det tager langt tid for både politiet og anklagemyndigheden at opbygge en forbudssag.
Ifølge Peter Hummelgaard vil det kræve både grundig efterforskning og grundig forberedelse at skulle opbygge flere forbudssager, ligesom det har været tilfældet med både Loyal To Familia og Bandidos.
- Jeg både tror og håber inderligt, at domstolene vil følge den tiltale, som vi har rejst. Det kan også give kommunerne flere værktøjer, så de foreninger, der lever af at bedrive kriminalitet og skaber utryghed, ikke kan gemme sig bag Grundlovens bestemmelser om foreninger og foreningsfrihed. Det er det, jeg håber, at vi kan få sat to streger under ved domstolenes afgørelse, fortalte justitsministeren til Sjællandske Nyheder.
Problemerne vil ikke blive løst
Ønsket om et forbud mod Bandidos var ikke til at tage fejl af hos justitsministeren, men han gav samtidig udtryk for, at han har sine bekymringer.
- En af grundene til, at jeg har været med til at godkende, at anklagemyndigheden kunne rejse tiltale, er, fordi Bandidos er en organisation med et langt generalieblad af vold, utryghed, drab og organiseret kriminalitet, forklarede Peter Hummelgaard og uddybede:
- Jeg bilder ikke nogen ind, at hverken Bandidos eller deres kriminalitet forsvinder eller ophører, men et forbud vil være et alvorligt anstød mod deres muligheder for at drive kriminalitet og deres muligheder for at skabe utryghed. De vil have sværere ved at rekruttere nye medlemmer, de vil have sværere ved at være synlige og de vil have sværere ved at udnytte de muligheder, som alle andre lovlydige og gode foreninger har i vores land.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.