dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix.

Beskæftigelsesminister vil rydde op i regeljungle. KL: På tide

Troels Lund Poulsen (V) forventer at lette dokumentations­krav til jobcentre. KL er ikke så glad for medfølgende risiko for, at en kommune kan blive sat under administration
18. JUN 2018 6.33

Kommunerne har sukket efter det i årevis, og nu er der langt om længe udsigt til, at loven om aktiv beskæftigelsesindsats bliver lavet om. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) forventer inden sommerferien at kunne præsentere en aftale, der giver loven en tiltrængt overhaling.

- Vi tager et opgør med et alt for bureaukratisk regelsystem og giver kommunerne frihed under ansvar, siger han.

Kort fortalt vil han give kommunerne friere rammer til selv at tilrettelægge beskæftigelsesindsatsen på jobcentrene. En lang række dokumentationskrav og tidskrævende papirarbejde forsvinder. Til gengæld vil kommunerne blive målt på deres resultater, og der vil være konsekvenser, hvis de ikke lever op til målsætningerne. 

- I dag kan man som kommune blive sat under administration, hvis ikke man har styr på sin økonomi. Nu prøver vi noget lignende på beskæftigelsesområdet. Jeg tror ikke, at det bliver aktuelt, for der er jo ikke nogen kommunalbestyrelser, der ønsker at komme under administration. Men det kan altså blive konsekvensen, siger ministeren.

'Et nødvendigt nybrud'
Han kalder det selv et nødvendigt nybrud i forhold til den måde, man hidtil har tilrettelagt beskæftigelsesindsatsen. Hvor enkeltsager har medført indgreb, der har gjort regeljunglen endnu mere ufremkommelig.

- Reglerne har jo sikret, at borgerne får nogle tilbud, men de siger ikke noget om kvaliteten af tilbuddene. Og når tallene så også viser, at kommunerne heller ikke overholder reglerne, så er vi nødt til at gå en anden vej, siger han.

Ministeren har senest måttet bede om en redegørelse fra syv kommuner, hvor 50 pct. af dagpengemodtagere ikke  -som loven foreskriver - har modtaget et aktivt tilbud til tiden.

Fremover vil kommunerne via en ny ordning blive målt på, hvor dygtige de er til at løfte folk fra passiv beskæftigelse og over i beskæftigelse eller uddannelse. Ordningen vil tage højde for socioøkonomiske forhold og vil kunne bruges til løbende at følge kommunernes resultater og til på et tidligere tidspunkt at sætte ind, hvis nogen svigter deres ansvar.

Troels Lund Poulsen har en forventning om, at der vil være bred opbakning til de nye regler.

- De er en del af en større forhandling om loven om aktiv beskæftigelsesindsats. Men jeg tror, at der nu på tværs i Folketinget er en konstatering af, at mere detaljerede regler ikke har virket, og at der må tænkes nyt i stedet, siger han.

KL: 'På tide. Men...'
I KL tager formanden for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget, Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) godt mod ministerens udtalelser, i hvert fald den del af dem der handler om oprydning i regelsystemet.

- Vi trænger virkelig til en sanering, hvor vi får gjort op med mange af de proceskrav, som vi har i dag. I dag er det sådan, at en sagsbehandler bruger 45 minutter af en times arbejde på administration. Det skal vi have bragt ned, så vi kan levere en ordentlig og effektiv indsats, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Han er til gengæld ikke tilfreds med den del hvor kommuner, der ikke lever op til kravene, kan blive sat under administration.

- Jeg synes, at man skal holde sig fra trusselsretorikken og se dette her som et samarbejde. Alle kommuner gør jo alt, hvad de kan. Alle vil gerne have de ledige i arbejde både af menneskelige og økonomiske årsager. Når en ledig har gået ledig i et års tid, så bærer kommunen 80 pct. af udgiften, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/beskaeftigelsesminister-vil-rydde-op-i-regeljungle-kl-p-tide

GDPR