
KØBENHAVN: 'Why We Fight Islam', lyder overskriften på det manifest, den tidligere DF-politiker Nicolai Sennels skrev i december. Sennels er toneangivende på den islam-fjendske højrefløj, aktuelt på gaden i nogle mindre demonatrationer - og er samtidig igen ansat som børnepsykolog i Københavns Kommune.
Det var han også tilbage i 2008, hvor han selv forlod sit job efter en omdiskuteret påtale fra sine foresatte i forvaltningen. Påtalen fik han bl.a. for udtalelser om islam som en voldelig religion. Derom senere.
Sennels har også i december 2014 gen-publiceret et essay fra 2011 - 'Report from the therapy room: Why are Muslims more violent and criminal?' Og det er betragtninger i den boldgade, hvor han bl.a. gør rede for, hvordan muslimer skulle være særligt disponerede for en offer- og vrede-mentalitet, der nu giver politiske reaktioner.
Berufsverbot
Børne- og Unge-ordfører i København Jonas Bjørn Jensen (S) mener ifølge en artikel i Jyllands-Posten ikke, at man kan være børnepsykolog i Københavns Kommune og samtidig mene, at alle muslimer er indavlede og sammenligne islam med kræft. Han har således udtalt, at udtalelserne fra manden bag Pegida i Danmark er uforenelige med et job i Københavns Kommune.
Hans gruppeformand Lars Weiss (S) kalder det derimod alene et spørgsmål for forvaltningen og afviser et politisk bestemt berufsverbot i Københavns Kommune. BR-medlem Rasmus Jarlov (K) ønsker samtidig overborgmester Frank Jensen (S) på banen for at forholde sig til Jonas Bjørn Jensens ønske om berufsverbot - banke ham på plads, som det formuleres.
Næstformand i Landsforeningen For Socialpædagoger, Jan Hoby, siger til Arbejderen, at kommunen bør rejse en tjenstlig sag mod Sennels, fordi han arbejder som psykolog med en stor gruppe af københavnske børn, som han samtidig mener er genetisk disponerede for vold og vrede.
- En række tillidsvalgte og flere af vores medlemmer, som arbejder direkte sammen med Sennels, har klaget over, at de føler sig pressede på arbejdsmiljøet og utrygge ved hans menneskesyn, siger næstformand i LFS, Jan Hoby, til Arbejderen.
Påtale var i orden
I 2009 måtte Statsforvaltningen ind og vurdere en på flere måder tilsvarende sag om Sennels' udtalelser. Han havde deltaget på en integrationskonference om bl.a. kriminalitet og radikalisering og her bl.a. udtalt sig om islam som en voldelig religion. Sennels arbejdede dengang med kriminelle, fik efterfølgende en påtale for sit indlæg og valgte siden at fratræde sit job.
Daværende integrationsborgmester Jacob Hougaard (S) klagede siden til borgmester Mikkel Warming (EL) over, hvad han opfattede som en mundkurv til en medarbejder med en anden personlig eller politisk holdning end den gældende. Og MF Martin Henriksen (DF) spurgte daværende velfærdsminister Karen Jespersen (V), om love og regler var blevet overholdt i sagen. Hun gav sagen videre til Statsforvaltning Hovedstaden, der holdt sig til, at påtalen ikke var i strid med ytringsfriheden, fordi Sennels ikke handlede på egne vegne, men på vegne af den institution, han repræsenterede på konferencen.
Statsforvaltningen lagde vægt på, at han deltog i konferencen i arbejdstiden med ledelsens godkendelse og i institutionens interesse, at han på konferencen tilkendegav, at han kom som ansat fra en institution, og at han ikke havde udtalt, at han talte på egne vegne.
Han var således ikke omfattet af grundlovens beskyttelsesregler om ytringsfrihed, men derimod undergivet kommunens instruktionsadgang.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.