
VORDINGBORG: DTU Lindholm er et 80 år gammelt forskningscenter inden for mund- og klovsyge og andre husdyrsygdomme. I april 2012 blev centret dømt til lukning. Men nu gøres der endnu et politisk forsøg på at redde de 50 job, der stadig er tilbage på forskningsstationen på den lille ø ud for Stege, skriver DR Sjælland.
Ligesom benådninger finder sted i retssystemet, håber Vordingborgs borgmester Knud Larsen (V), at forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) vil benåde den lille ø og dermed redde arbejdspladserne.
- Man snakker så meget om at bevare arbejdspladser ude i provinsen, og det her er jo et tegn på lige det modsatte. Vi har brug for vidensarbejdspladser, og jeg synes, man skulle kigge på sagen igen, siger Knud Larsen (V).
Udskudt flere gange
Beslutningen om lukningen af Lindholm er flere gange blevet udskudt, blandt andet på grund af de politiske uenigheder. Nu bliver det tidligst i 2018, at det sidste dyr og den sidste dyrlæge tager færgen 'Virus' ind til fastlandet og lukker og slukker efter mere end 80 år på øen.
Borgmester Knud Larsens kamp for Lindholm får opbakning fra formanden for folketingets fødevareudvalg, Rene Christensen (DF) fra Falster:
- Hvis der er en folkelig opbakning til at bevare forskningsstationen på Lindholm både i Vordingborg og i Lyngby, så vil jeg gerne tage sagen op igen i fødevareudvalget, siger Rene Christensen.
Beslutningen ligger ikke i Folketinget
Det er dog nok for sent, mener socialdemokraternes beskæftigelsesordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil (S):
- Beslutningen ligger ikke i Folketinget, men hos DTU's bestyrelse, og her har man besluttet at lukke Lindholm, siger hun til DR P4 Sjælland og håber, at de sydsjællandske uddannelsesinstitutioner under en eller anden form kan bruge Lindholm.
- Vi har jo brug for videnarbejdspladser i Danmark. Måske kunne Lindholm bruges i den sammenhæng, siger hun.
Det har ikke været muligt for DR Sjælland at få en kommentar fra uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.