dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Borgmester vil tage penge fra forældre til radikaliserede

Forældre, der ikke samarbejder med Københavns Kommune om deres radikaliserede børn, skal straffes økonomisk
10. AUG 2015 6.52

KØBENHAVN: Det skal have økonomiske konsekvenser for forældre, der ikke vil arbejde sammen med Københavns Kommune om radikaliserede børn og unge, mener beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) ifølge Berlingske.

Står det til hende, skal der falde et såkaldt forældrepålæg, hvis eksempelvis socialrådgivere vurderer, at forældre holder de unge fast i et radikaliseret verdensbillede.

- Langt de fleste mennesker reagerer på økonomi, og pålægget får først konsekvenser, når man ikke samarbejder. Det er min opfattelse, at forældrepålægget kan sparke døren ind til de her familier, siger Anna Mee Allerslev til avisen.

Pålægget, der er et omstridt redskab i kommunens værktøjskasse, betyder, at forældre kan blive trukket i børnebidrag.

Markant holdningsskift
Med udmeldningen har den københavnske borgmester indtaget en markant anden position, end hun havde for blot to år siden. Som social- og integrationsminister i den daværende SR-regering satte Karen Hækkerup (S) i foråret 2013 forældrepålæg på dagsordenen i forhold til indvandrerfamilier, der eksempelvis ikke sendte deres børn i skole.

Det mødte ifølge Berlingske kritik fra netop Anna Mee Allerslev, der kaldte forslaget for 'højreorienteret populisme' og en for brutal økonomiske pisk. Mens den borgerlige fløj på Københavns Rådhus bakker op om Allerslev, mener Socialrådgiverforeningen, at den radikale integrationsborgmester er på afveje.

Både Aarhus og Københavns kommuner har erfaringer med forældre, der radikaliserede deres børn, og som ikke ønskede at samarbejde. I København har man i et tilfælde beskåret børnebidrag til en familie, som endte med at rejse ud af landet. I Aarhus har en lignende sag ført til en tvangsfjernelse af en 15-årig dreng.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/borgmester-vil-tage-penge-fra-foraeldre-til-radikaliserede

GDPR