En række nye initiativer i den nye aftale om satspuljen på socialområdet skal medvirke til at styrke og forbedre retssikkerhed for børn, unge og voksne med handicap. I alt er der sat 444 mio. kr. af i perioden 2018-2021.
Aftalen indeholder bl.a. en handlingsplan med i alt 8 deleelementer, der skal styrke kvaliteten i selve sagsbehandlingen på handicapområdet. Bl.a. med initiativer, der går ind og kvalificerer og skaber større gennemsigtighed i den kommunale sagsbehandling.
Den såkaldte 'task force' på området får en permanent bevilling og oprustes samtidig, så den kan hjælpe flere kommuner - for eksempel med tilbud om forløb til de kommuner, der har de største udfordringer på handicapområdet.
Det skal være nemmere at klage
Borgere med handicap, der ikke selv er i stand til at klage, bliver taget i hånden og hjulpet med at blive hørt, og samtidig udvides den nye varslingsordning, så borgere, der klager til Ankestyrelsen over kommunens afgørelse om frakendelse eller nedsættelse af de omfattede typer af hjælp, kan beholde hjælpen uændret i perioden for klagesagsbehandlingen. Dermed træder kommunens afgørelse først i kraft, når varslingsperioden på 14 uger er udløbet.
I aftalen er der også afsat midler til børn og unge med handicap. Især frivillige og private organisationer bliver sat i fokus for at hjælpe børn og unge til at sætte grænser og håndtere konflikter.
En række kommuner kan med midlerne også afprøve og høste erfaringer med én koordinerende sagsbehandler til familier til børn og unge med handicap, så forældrene får den koordinerende og sammenhængende støtte og hjælp, deres barn har brug for.
Her kan du læse, hvordan midlerne fordeler sig på de forskellige initiativer.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.