En 51-årig byrådskandidat, der var ansat på et behandlingscenter for misbrugere, er tirsdag ved Retten i Nykøbing Falster fundet skyldig i seksuelt misbrug af en kvinde, der var i behandling på stedet. Straffen er tre måneders betinget fængsel, hvormed manden mister sin valgbarhed.
Han får derudover forbud mod at være ansat i eller drive virksomhed, der beskæftiger sig med behandling i de næste to år, og så skal han betale 25.000 kr. i erstatning til offeret.
Manden er dømt, fordi han havde en betroet stilling, hvor han var ansat til at passe på den forurettede. Under sagen har der været uenighed om en række mails sendt mellem den tiltalte og kvinden, som den nu dømte mand påstod, var fabrikeret af hende, fordi han afviste hendes seksuelle tilnærmelser.
Frivillighed gjorde ingen forskel
Manden, der har nægtet sig skyldig, har gennem sin advokat udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke. Han har under retssagen hævdet, at beskyldningerne var opdigtede, ligesom han har stillet sig kritisk over for politiets efterforskning.
- Jeg sidder her som en uskyldig mand.
- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at politiet ikke har haft hendes telefon inde til en gennemgang. Det er noget af det nemmeste at gå ind og ændre på navne og numre, siger han.
Men retten fandt kvindes forklaring troværdig. Den lagde blandt andet vægt på, at det ikke var kvinden selv, men behandlingscentret der anmeldte sagen. Kvinden forklarede også, at det havde været et frivilligt seksuelt forhold, og at hun undrede sig over, at manden ikke havde indrømmet deres forhold.
- Så han er ikke engang mand nok til at indrømme, hvad han har gjort. Hold da op, sagde hun tirsdag i vidneskranken.
At kvinden skulle havde gjort seksuelle tilnærmelser, og at forholdet var frivilligt, var der ingen tvivl om hos dagens sidste vidne - en 20-årig kvinde, der ligeledes var i behandling på stedet. Vidnet hjalp ikke den tiltaltes sag, da der ikke var nogen tvivl om, at forholdet havde fundet sted. Og det alene er altså nok til at dømme den 51-årige.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.