VORDINGBORG: Vordingborg Kommune har tidligere undskyldt for håndteringen af en sag om mulige krænkelser mod et barn, som går tilbage til april 2024. Nu oplyser kommunen, at centerchef Charlotte Grummesgaard Nielsen og den daværende leder af daginstitutionen i Præstø fratræder.
Sagen startede da forældrene til et barn fik mistanke om, at en medarbejder havde forgrebet sig og misbrugt barnet seksuelt.
Forældrene gik til ledelsen, som sendte den pågældende medarbejder hjem i fem dage. Medarbejderen vendte derefter tilbage på arbejde uden at blive politianmeldt, og uden at forældrene fik besked om, at medarbejderen var på arbejdspladsen igen.
En forældregruppe gik sammen om at skrive et klagebrev til borgmester Mikael Smed (S), og først otte måneder efter, at sagen startede, tog kommunen affære. Ifølge kommunen havde sagen haft personalemæssige konsekvenser, og borgmesteren kom med en officiel undskyldning.
Styrker beredskabet
Vordingborg Kommune igangsatte en uvildig ekstern advokatvurdering af sagshåndteringen. Vurderingen, der er udarbejdet af Elmann Advokatpartnerselskab, skulle blandt andet afdække, om lovgivningen om skærpet underretningspligt og tavshedspligt er blevet overholdt.
- Advokatvurderingen peger på, at vi i denne sag ikke har håndteret mistanken om et muligt overgreb korrekt. Den kritik tager vi meget alvorligt, og der er taget de nødvendige personalemæssige skridt. Derudover arbejder vi målrettet på at styrke kendskabet til vores beredskabsplaner, så alle ved præcist, hvad de skal gøre i forskellige situationer, siger kommunaldirektør Kristina Sloth og fortsætter:
- Vores mål er at sikre en tryghed og sikkerhed for alle børn og forældre samt medarbejdere på børne- og ungeområdet. Det handler ikke mindst om, at kommunikationen til personale og forældre er klar i hele forløbet.
Kommunen vil gennemføre følgende styrkelser af beredskabet på børne- og ungeområdet:
- Erfaringsopsamling: Kommunen gennemgår de erfaringer, der er gjort, og præciserer områder i beredskabsplanen, hvor der har været uklarhed.
- Ny handlingsguide: Kommunen udarbejder en konkret og brugervenlig guide til alle medarbejdere og ledere på børne- og ungeområdet som supplement til beredskabsplanerne.
- Øget vidensdeling: Kommunen styrker arbejdet med at sikre kendskab til beredskabsplanerne, herunder afholdes der et stort orienteringsmøde for ansatte i dagtilbud i januar 2025, hvor målet er at skabe tryghed og klarhed for alle medarbejdere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.