dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Corydon lover KL: Regeringen har penge til flygtninge

Danmark har penge til asylansøgere, som ikke fortrænger velfærd på finansloven, mener finansministeren
26. OKT 2014 21.39

Danmark skal ikke ofre velfærden, fordi ekstraordinært mange asylansøgere lægger massivt beslag på landets offentlige udgifter. Det fastslår finansminister Bjarne Corydon (S), nu da kommunerne med KL-formand Martin Damm (V) i spidsen kræver fuldt fokus på flygtninge i forhandlingerne om næste års finanslov.

- Der er ingen tvivl om, at vi står med en ekstraordinær opgave på asylområdet på baggrund af de største flygtningestrømme på verdensplan siden Anden Verdenskrig. Regeringen har fundet de penge, der skal til for at løfte opgaven, siger Bjarne Corydon i en kommentar til KL-kravet.

Forventningen om 20.000 asylansøgere næste år ventes at betyde merudgifter på 4,5 mia. kr. Regeringen har allerede fundet 2,5 mia. kr. fra ulandsbistanden til at finansiere asylregningen.

- Heldigvis har vi ført en ansvarlig økonomisk politik, der betyder, at vi også har mulighed for at investere i vores fælles velfærd i Danmark på samme tid. Det mener jeg fortsat, at vi skal, og det står ikke i modsætningsforhold til at håndtere udfordringen på asylområdet, siger Corydon.

Langvarigt
KL kræver, at flygtningeproblematikken skal 'rydde bordet' ved finanslovforhandlingerne. Syriske flygtninge kan ikke vende hjem foreløbig. Derfor er udfordringen langvarig, mener Martin Damm.

- Det er afgørende, at vi tænker langsigtet og får rammerne for indsatsen godt på plads allerede nu. I kommunerne er vi klar til at tage opgaven på os, og vi går positivt til sagen, siger KL-formanden.

- Vi ønsker at bidrage til, at alle, der får asyl i Danmark, bliver integreret så godt som muligt, og at de behandles på en anstændig måde.

- Tiden er ikke til, at Christiansborg uddeler milde gaver i form af øremærkede midler til politiske mærkesager inden for det kommunale område, men til at finde løsninger på den gigantopgave, vi har foran os på flygtningeområdet, siger han.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/corydon-lover-kl-regeringen-har-penge-til-flygtninge

GDPR