dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

De ældres sundhed er dyrest i hovedstaden

Der er stor forskel i de ældres forbrug af sundhedsydelser fra kommune til kommune, viser analyse.

Der er store geografiske forskelle på, hvor meget ældre borgere over 65 år bruger af sundhedsydelser.

Det viser en kortlægning fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed, som har sammenlignet udgifterne pr. ældre person på tværs af kommuner, regioner og sundhedsklynger.

Det højeste forbrug har de ældre i Region Hovedstaden. Deres sundhed koster de offentlige kasser 82.174 kr. om året i gennemsnit, hvilket er næsten 10.000 kr. mere end de 75.442 kr., som gennemsnittet på landsplan lyder på. 

På kommuneniveau findes det højeste forbrug pr. ældre i Hvidovre, Rødovre, Gladsaxe, Frederiksberg, København, Lyngby-Taarbæk, Glostrup, Gentofte, Randers og Rudersdal, viser DK Nyts gennemgang af tallene. 

Det laveste forbrug af sundhedsydelser findes i Odsherred, Fanø, Syddjurs, Hedensted, Ikast-Brande, Favrskov, Lejre, Kalundborg, Faaborg-Midtfyn og Middelfart.

De ældre er forskellige fra kommune til kommune, når det gælder aldersprofil, helbred, demografi og socioøkonomiske forhold. Derfor har analysen via et kompliceret regnestykke forsøgt at indregne alle disse faktorer og nå frem til, hvad udgifterne er pr. ældre de enkelte kommuner i forhold til, hvad man kunne forvente.

Her kommer Gribskov ud som den kommune, hvor de ældres sundhed koster mest i forhold til det forventelige. Derpå følger Gentofte, København, Ærø, Hvidovre, Faxe, Allerød, Egedal, Lyngby-Taarbæk og Slagelse.

De laveste udgifter i forhold til det forventelige findes ifølge analysen i Kerteminde, Ishøj, Læsø, Glostrup, Brøndby, Mariagerfjord, Aarhus, Fredericia, Middelfart og Odense.

I lyset af det stigende antal ældre og deraf følgende stigende udgifter og problemer med at rekruttere personale kan analysen være et udgangspunkt for dialog om, hvorvidt behandling og pleje af de ældre borgere kan tilrettelægges mere hensigtsmæssigt, konstaterer analysen.

Find rapporten her.

Find et kortere ledelsesresumé her.

Se, hvordan tallene er i de enkelte kommuner, her.

Find hele rapporten incl. alle bilag her.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.