Udgifterne til alderdom steg med 9,5 pct. fra 239,2 mia. kr. i 2012 til 261,9 mia. kr. i 2013. Det skyldes især den fremskudte betaling af afgifter på den del af kapitalpensionerne, som indgår i obligatoriske og kollektive pensionsordninger, da disse pensionsordninger indgår i denne statistik. Udgifterne til alderdom omfatter både kontante ydelser som fx udbetalinger af pensioner og efterløn, og naturalydelser som fx udgifter til plejeboliger og pleje og omsorg af ældre. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.
De samlede sociale udgifter steg med 25,2 mia. kr. fra 2012 til 2013 og udgjorde i alt 627,3 mia. kr. i 2013. Det svarer til en stigning på 4,2 pct.
En stor del af stigningen skyldes de ekstraordinære forhold, idet de fremskudte betalinger af kapitalpensionsafgifter i forbindelse med omlæggelser af kapitalpensioner til den nye aldersopsparing registreres som pensionsudbetalinger. Det skyldes, at sociale udgifter opgøres inklusiv eventuelle skattebetalinger af ydelserne.
Ud af de samlede sociale udgifter - altså både til sygdom, invalide, beskæftigelsesområdet og alderdom - var 604,0 mia. kr. direkte udgifter til sociale ydelser og 23,2 mia. kr. var udgifter til administration. Den største post var udgifter i forbindelse med alderdom på 261,9 mia. kr. efterfulgt af udgifter i forbindelse med sygdom på 122,7 mia. kr.
Udgifterne til sygdom omfatter udgifter til kontante ydelser i form af sygedagpenge samt naturalydelser i form af udgifter til især sygehuse, medicin og lægehjælp. Udgifterne faldt med 0,6 pct. fra 2012 til 2013 og udgjorde 122,7 mia. kr. i 2013. Udgifterne til arbejdsløshed og beskæftigelse omfatter især udgifter til arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp til aktiverede kontanthjælpsmodtagere og driftsomkostninger i forbindelse med den kommunale beskæftigelsesindsats. Udgifterne faldt med 5,2 pct. til 34,8 mia. kr. i 2013. Faldet skyldes især et fald i udbetalinger af arbejdsløshedsdagpenge.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.