dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

De mest specialiserede tilbud får nødbremse

Med ny udviklingsstrategi vil KKR og Region Hovedstaden sikre, at viden og kompetencer i de mest specialiserede sociale tilbud ikke går tabt
28. JUN 2013 9.08

HOVEDSTADEN: Kommunerne i hovedstadsregionen og Region Hovedstaden har i en netop godkendt Udviklingsstrategi for 2014 defineret ni sociale tilbud som de mest specialiserede i hovedstadsregionen. Formålet er at sikre, at den helt særlige viden og de specialiserede kompetencer i disse tilbud ikke går tabt, lyder det fra KKR Hovedstaden.

- Med Udviklingsstrategien for 2014 sætter kommunerne og Region Hovedstaden fokus på de mest specialiserede tilbud. Det gør vi for at sikre, at tilbud, som varetager de allermest specialiserede funktioner i hovedstadsregionen, ikke lukker uden, at der er taget fælles stilling til, hvordan tilbuddets viden og kompetencer bedst bevares, udtaler formand for KKR Hovedstaden, borgmester i Albertslund, Steen Christiansen (S).

Siden kommunalreformen har der været et stadig større fokus på lukning af tilbud på det specialiserede socialområde og en heraf følgende debat om 'afspecialisering'. Derfor igangsatte kommunerne i hovedstadsregionen i 2012 et arbejde, der skulle kortlægge de mest specialiserede tilbud. Formålet var at definere de tilbud, der har særlig viden og kompetencer målrettet målgrupper med særlige behov.

Som resultat af kortlægningen har kommunerne i samarbejde med Region Hovedstaden opstillet seks kriterier for definition af de mest specialiserede tilbud. Ud fra kriterierne er der for 2014 udvalgt ni tilbud, som dækker et bredt udvalg af målgrupper på både børne- og ungeområdet og voksenområdet.

Nødbremse-model
De ni tilbud er underlagt en særlig samarbejdsmodel, en såkaldt 'nødbremse-model'. Med modellen forpligter kommunerne og Region Hovedstaden sig til i fællesskab at tage stilling til, hvordan viden og kompetencer i et lukningstruet tilbud bedst videreføres. Hvordan det sker vil afhænge af den konkrete sag.

Definitionen af tilbud som mest specialiserede er dynamisk og afhænger blandt andet af udviklingen i behandlingsmetoder og af behovet for specialiserede indsatser. Der er derfor nedsat en task force, som årligt skal følge op på og vurdere tilbuddene i hovedstadsregionen i forhold til de seks kriterier.

Det er forventningen, at hovedstadsregionens fokus på de mest specialiserede tilbud også vil kunne anvendes i en kommende national koordination af tilbud til de mest specialiserede målgrupper, som fremgår af den aftale om rammer for justering af kommunalreformen, Folketingets partier netop har indgået.

Til dette udtaler Steen Christiansen:
- Det sikkerhedsnet vi nu har spændt ud under de ni tilbud, vil styrke hovedstadsregionens kommuner i dialogen med Socialstyrelsen, om hvordan borgere i hovedstadsregionen med helt særlige behov sikres adgang til de nødvendige tilbud og indsatser.

ka

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/de-mest-specialiserede-tilbud-faar-noedbremse

GDPR