
TØNDER: En ny opsigtsvækkende sag om kommunalt svigt ved misbrug af børn i Tønder kan være under opsejling. TV2 viser i næste uge dokumentaren 'Hvem gør min datter fortræd', der sætter fokus på en enlig mor, der anklager sine voksne sønner og eksmand for at misbruge deres egen lillesøster og steddatter seksuelt.
Sagen kostede i juli fagchefen for Børne- og Ungeområdet, Henrik Mølholm, jobbet, og samtidig trådte direktøren for Børn- og Ungeforvaltningen, Viggo Christensen, tilbage. Foreløbig har det været holdt hemmeligt, hvad den konkrete sag drejede sig om, men Tønder Kommune kommer nu tv-dokumentaren i forkøbet og har udsendt en pressemeddelelse, hvor borgmester Laurids Rudebeck (V) erkender, at kommunen har svigtet.
- Uden at komme ind på enkeltheder i den konkrete personsag vil jeg gerne sige, at helt generelt har sagsbehandlingen været meget mangelfuld, og jeg er meget ked af, at der er gået så lang tid, før familien har fået den hjælp, den havde brug for. Det er ikke i orden, og det er ikke den standard, vi ønsker i Tønder Kommune, udtaler han ifølge pressemeddelelsen.
Ikke en ny 'Tønder-sag'
Da sagen rullede internt i kommunen, understregede borgmesteren, at der ikke var tale om en ny 'Tønder-sag'. I pressemeddelelsen fastholder han, 'at sagen efter vores bedste overbevisning på ingen måde kan sammenlignes med den 10 år gamle sag', mens han indrømmer, at der er sket fejl.
- Familien har nu fået hjælp og støtte. Det har Ankestyrelsen også bekræftet. Men jeg erkender blankt, at vi har været alt for længe om at sætte ind med den nødvendige hjælp. Det er meget beklageligt, og derfor har forløbet også fået så alvorlige personalemæssige konsekvenser, siger han.
I august kunne kommunens egen stikprøveundersøgelse afsløre, at det generelt halter med håndtering af børnesager. 'Der er med overvejende sandsynlighed tale om udbredte mangler i sagsbehandlingen på alle de undersøgte sagsaspekter, og kommunen har flere gange ikke overholdt loven på området', lød det dengang. Siden har kommunen igangsat omlægninger af organisationen og tilført flere ressourcer til Børne- og Ungeafdelingen. Samtidig er der etableret et samarbejde med landets højeste ekspertise på området, Socialstyrelsens Task Force, som skal hjælpe til at udvikle kvaliteten af indsatsen.
Dokumentaren 'Hvem gør min datter fortræd' vises på TV2 torsdag den 17. september kl. 20:00.
Rettet: Sidste afsnit i artiklen gav indtryk af, at kommunens stikprøveundersøgelse i august havde vist, at kommunen trods de flere nye tiltag stadig haltede med håndteringen af børnesager. Det er ikke korrekt, og afsnittet er nu ændret, så det tegner et retvisende billede af processen. dknyt beklager.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.