I februar 2016 udsendte Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet en instruks om, at ingen asylansøgere under 18 år måtte indkvarteres i danske asylcentre sammen med deres ægtefælle eller samlever.
Den instruks var i strid med både dansk ret og internationale konventioner, konkluderer Folketingets Ombudsmand.
- Et ministerium vil naturligvis ofte kunne ændre praksis på et område, fx efter politisk ønske. Men man skal holde sig inden for gældende ret. Det er grundlæggende i et retssamfund. Og det gjorde ministeriet ikke i denne sag, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Par skal vurderes enkeltvis
Instruksen fra februar 2016 om at adskille alle asylpar, hvor den ene part er under 18 år, var uden undtagelse. Par skulle adskilles, også selv om parrene levede sammen frivilligt og havde børn.
Instruksen var ulovlig, fordi gældende regler kræver individuel vurdering af den enkelte familie. Det følger af både dansk ret og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hvis parret har børn, følger det også af FNs Børnekonvention.
- Udlændingemyndighederne må ikke adskille par, før man har set på dem enkeltvis og vurderet, om der er en konkret grund til det, siger Jørgen Steen Sørensen. Han peger på, at reglerne beskytter retten til familieliv, herunder også små børns ret til at være sammen med deres forældre.
Asylpar genforenet
Udlændinge- og Integrationsministeriet har nu udarbejdet nye retningslinjer, der kræver, at par – ligesom før instruksen – vurderes enkeltvis.
Sagen har ikke haft nogen betydning for unge under den seksuelle lavalder på 15 år. De har på intet tidspunkt måttet bo sammen med en ægtefælle eller samlever. Sagen har heller ikke haft betydning for tilfælde, hvor der fx er mistanke om tvangsforhold. Også i de tilfælde var det før instruksen fast praksis at skille parrene ad.
23 par nåede at blive tvangsadskilt efter instruksen. Efter at ombudsmanden gik ind i sagen, er disse par blevet vurderet individuelt og i en række tilfælde genforenet. Ved seneste opgørelse i november 2016 var ingen par adskilt mod deres ønske.
- En række par, der uberettiget blev adskilt, er nu genforenet, og der er kommet holdbare retningslinjer. Men forløbet fra februar 2016 bør tjene som påmindelse om det helt grundlæggende princip, at myndigheder skal følge gældende ret. Både ministre og embedsværk er forpligtet af love og konventioner, indtil de måtte blive lavet om, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.