
VEJLE: Hvad der ikke kunne lade sig gøre i november 2013 blev stemt igennem med snævert flertal i december 2014: Vejle Kommune indførte kædeansvar som element i sine arbejdsklausuler for byggeopgaver i kommunen. Afgørende forskel var, at DF fik ændret på forslaget og på den baggrund har ændret mening.
I december 2013 var der flertal imod kædeansvar i det gamle byråd. Da stemte 14 fra S, SF og R for forslaget, mens der var 17 imod - fra V, K, DF og løsgænger Anja Daugaard.
Gruppeformand Søren Peschardt (S) kaldte det dengang over for dknyt beskæmmende, at Vejle ikke ville indføre kædeansvar, så en hovedentrepenør hæfter for sine underlevandører både juridisk og økonomisk. Og han mindede om, at kommuneaftalen faktisk lagde op til, at kommunerne skal tage spørgsmålet op.
Siden blev der arbejdet bag kulisserne, og i december 2014 kom forslaget op igen i en noget ændret form. Bag det nye forslag stod nu igen S-SF-R, og nu var EL som ny i byrådet også med - sammen med løsgænger Christa Laursen og så DF, der havde stemt imod i 2013.
Ingen mangel på lærepladser
Hvad gjorde forskellen, spurgte dknyt Folmer Kristensen (DF), der forklarer, at elementet sociale klausuler er taget ud af forslaget, og det gjorde udslaget:
- I forvejen har vi nogle velfungerende partnerskabsaftaler med byggeriets arbejdsgivere i Vejle, og så er der ingen grund til at indføre noget ved tvang. Vi har faktisk ingen problemer med at skaffe lærepladser i Vejle-området.
DF fik også indføjet i forslaget, at arbejdsklausulerne med kædeansvar skal indføres med mindst muligt bureaukrati. Af vedtagelsen fremgår også, at kontrollen med arbejdsklausuler udføres sideløbende med det øvrige byggetilsyn. Og at hvis en overtrædelse af arbejdsklausulen anses for at være en så væsentlig misligholdelse af aftaleforholdet, kan Vejle Kommune med øjeblikkelig virkning opsige det kontraktlige forhold.
Forslaget blev vedtaget med stemmerne 16-15, hvor flertallet bestod af S-SF-EL-R-DF samt Christa Laursen. Mindretallet bestod af V-K-LA og løsgænger Holger Gorm Petersen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.