NYBORG: Lokalformanden for Nyborg-afdelingen af Dansk Folkeparti, Jens Hald, er ikke længere lokalformand og måske snart heller ikke længere DF'er. Kritikken af en kontroversiel opdatering på Facebook tog hen over weekenden så meget til, at en skriftlig advarsel fra Dansk Folkepartis hovedbestyrelse i lørdags blev til, at han søndag forlod sin post og nu ikke længere optræder som lokalformand på Dansk Folkepartis hjemmeside.
Forløbet har fået Jens Hald til at overveje, om han skal melde sig helt ud af Dansk Folkeparti.
- Jeg kan ikke leve med, at jeg skal veje hvert ord på en guldvægt. Jeg kan ikke vende alting med Christiansborg hver gang, siger han til Ritzau.
'Som tyskerpigerne'
Farvellet til lokalformandsposten begyndte, da han i en statusopdatering på Facebook 5. januar kritiserede de såkaldte venligboere, der på frivillig basis hjælper flygtninge, der kommer til Danmark.
'Disse venligboere udfører landsskadelig virksomhed på samme måde som de danskere, der under den tyske besættelse bød tyskerne velkommen. Den dag det går op for den danske befolkning, at den er helt gal, skal vi klippe disse venligboere helt skaldede, som tyskerpigerne blev i sin tid', skrev Jens Hald på Facebook.
Udtalelsen blev af partisekretær Poul Lindholm Nielsen dømt 'helt uacceptabelt' og 'langt over stregen'. Selv siger Jens Hald, at 'det er klart, at jeg skal udtale mig inden for lovens rammer - jeg må ikke opfordre til vold. Men det ligger mig også meget fjernt, selv om der er nogle, der vil skyde mig det i skoen', siger han, men understreger samtidig, at han 'ikke vil have mundkurv på' og derfor overvejer sit partimedlemskab.
Ikke første gang
For partisekretær Poul Lindholm Nielsen er det langt fra er første gang, han har måttet gribe ind over for uacceptable udtalelser fra partimedlemmer.
- Flygtningedebatten fylder meget i øjeblikket, og folk sidder i en sen nattetime og skriver nogle ting på Facebook, som de måske ikke normalt ville skrive. Men det er ikke en undskyldning, siger han.
Jens Hald har tidligere ytret, at Danmark skal lukkes af for 'disse dyriske, primitive muslimer', og DF har da også tidligere 'haft fat i ham', fortæller Poul Lindholm Nielsen.
Tiltrækker I folk, der kommer med den her slags racistiske udtalelser?
Meget konsevente
- Nu er vi jo det parti, der nok er mest fremtrædende med hensyn til flygtningepolitik. Der er det klart, at nogle melder sig ind, fordi de synes, der ikke er andre partier, der lytter. Og der er så nogle, der desværre ikke kan styre sig selv. Det er heldigvis et fåtal.
- Langt de fleste har vi ikke nogen problemer med. Men der er desværre nogle ind imellem, som ikke kan styre sig selv. Men der er vi til gengæld meget konsekvente og griber ind. Det får konsekvenser, hvis man ikke kan opføre sig ordentligt og have et ordentligt sprogbrug, siger Poul Lindholm Nielsen, der minder om, at DF har over 17.000 medlemmer, og at det 'kun er en håndfuld, der ikke kan styre sig'. Til dem har han et enkelt budskab:
- Man skal ikke tale nedsættende om andre mennesker. Uanset hvem de er.
Ritzau + mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.