dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Direktør hjemsendt efter krænkelser af HR-chef på Frederiksberg
Frederiksberg Rådhus
Foto: Thomas Rousing/Ritzau Scanpix

Direktør hjemsendt efter krænkelser af HR-chef på Frederiksberg

En krænket HR-chef i Frederiksberg Kommune sagde sin stilling op, fordi hendes chef fortsatte i sit job, som anbefalet af KL.

FREDERIKSBERG: By-, Kultur- og Miljødirektør Ulrik Winge er tirsdag blevet sendt hjem fra arbejdspladsen, oplyser Frederiksberg Kommune. 

Det sker efter en sag om seksuelle krænkelser mod daværende HR-chef Birgitte Rømer. I sidste uge skrev hun sin afskedshilsen i et opslag på LinkedIn, hvilket vakte opsigt i offentligheden. Hun beskrev, hvordan hun som følge af en seksuel krænkelse fra en kollega havde følt sig nødsaget til at opsige sin stilling.

Den anklagede kollega fik imidlertid lov til at forsætte, efter han ifølge Birgitte Rømer har undskyldt og erkendt sin adfærd. Men tirsdag er den anklagede blevet sendt hjem fra arbejdspladsen som følge af sagen.

Det fremgår ifølge Ekstra Bladets oplysninger af en intern meddelelse. De ansatte i Frederiksberg Kommune har tirsdag modtaget den. I beskeden bliver det beskrevet, at den pågældende fik en skriftlig påtale for den konkrete episode. Det skete i oktober 2022 efter juridisk rådgivning fra KL.

På daværende tidspunkt vurderede KL, at påtalen flugtede med karakteren af den episode, som Birgitte Rømer har været udsat for. Hun var dog ikke tilfreds med afgørelsen og gik derfor ud med historien i offentligheden.

- Årsagen er, at jeg har været udsat for krænkelse af seksuel karakter – begået af en person jeg indgik i en magtrelation med – og som jeg fortsat ville skulle samarbejde med for at kunne varetage min stilling.

- Men den (krænkelsen, red.) gjorde mig syg – og jeg kan hverken som privatperson eller som HR-chef fungere i en organisation, hvor en sådan handling tolereres og understøtter en uacceptabel kultur, skrev hun på LinkedIn. Ulrik Winge har haft direktørposten siden 2011, og Jesper Dahl er nu blevet udpeget som konstitueret direktør.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.