I hver fjerde kommune forventer den økonomiansvarlige, at der kan findes effektiviseringer gennem tilpasning af arbejdstidsregler og arbejdsforhold. Det viser en undersøgelse lavet af Epinion for FOA, som 72 ud af 98 kommuner har medvirket i, skriver Avisen.dk.
FOA-formand Dennis Kristensen frygter, at flere offentligt ansatte faggrupper vil rammes af nye arbejdstidsregler, som det skete med lærerne under sidste års konflikt.
- Jeg er stærkt bekymret for, at arbejdsgiverne ved de kommende overenskomstforhandlinger, eller en af de efterfølgende omgange, vil tromle hen over andre faggrupper på samme måde, som stat, kommuner og regioner gjorde over for lærerne, siger han til Avisen.dk.
Bureaukratisk bøvl
Når man taler arbejdstidsregler kan det både være størrelsen på tillæg for skæve arbejdstider og reglerne omkring varsling af vagter, som står for skud.
KL lægger ikke skjul på, at de ønsker et opgør med arbejdstidsreglerne, fordi de står i vejen for effektiv planlægning. Især på arbejdspladser med døgnbemanding udløser det bureaukratisk bøvl, for eksempel fordi der er forskellige regler for pædagoger og social- og sundhedspersonale.
- Det er et kæmpe puslespil at få vagtplanerne til at hænge sammen, blandt andet fordi der er forskellige bestemmelser for forskellige faggrupper. Så ja, vi mener, at der er behov for en tilpasning af arbejdstidsreglerne, så de bliver mere ens, siger Nanna Abildstrøm, der er chef for overenskomstkontoret i KL til Avisen.dk
Til foråret 2015 skal der forhandles ny overenskomst for de 630.000 offentligt ansatte i regioner og kommuner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.